Revolutionært - bryder med næsten 20 års politisk linje

Hvert år på denne tid får Danmark en ny finanslov. Det er der ikke noget at sige til. For i grundloven står, at staten ikke må afholde nogen udgifter, med mindre de er fastsat ved lov.

Skal der fortsat afholdes offentlige udgifter efter 31. december, kræver det derfor, at statens budget for 2020 fastsættes i en lov: Finansloven.

Det almindelige mønster, når Danmark får en ny finanslov, er, at kommentatorerne siger vældig meget om konkrete beløb. Hvor mange penge er der afsat til sundhed? Til uddannelse? Til omsorg for ældre mennesker? Og så videre og så videre.

Når man diskuterer en masse konkrete initiativer og beløb, kan man imidlertid godt tabe overblikket. Hvad er egentlig principperne bag finansloven? De samme, som vi har vænnet os til gennem en lang årrække – eller nogle helt andre?

Siden 2001 har alle finanslove til og med den gældende for 2019 været skåret over nogenlunde den samme læst. Det gælder også for de fire finanslove under Helle Thorning-Schmidt. Hendes økonomiske politik var som bekendt en videreførelse af VK-regeringens politik 'i bredeste forstand', som det hed i regeringsgrundlaget.

Idéen med disse 18 finanslove var først og fremmest at holde statens udgifter i ave. Det vil sige udgifterne til overførsler som f.eks. pension, kontanthjælp og SU. Og det vil sige 'det offentlige forbrug'. Altså de penge, der anvendes til at drive den offentlige sektor: Skoler, sundhedsvæsenet, politi, forsvar og så videre.

Desuden var idéen at holde skatterne i ro. De fleste af årene gennem det såkaldte skattestop. Men også ved at omlægge fra skatter, der har en mere forstyrrende virkning på samfundsøkonomien, til skatter, der har en mindre forstyrrende virkning.

Endelig var idéen at gennemføre reformer. Først og fremmest reformer, der gjorde den danske arbejdsstyrke større. Men også reformer, der havde til hensigt at gøre store offentlige systemer som hospitalsvæsenet og politiet mere tidssvarende og mere effektive.

På nær et par af de værste kriseår skal man være opmærksom på, at det offentlige forbrug faktisk er steget år for år. Derfor er det ikke korrekt, når mange mener, at der har været 'nedskæringer'.

Der er ikke blevet anvendt så mange penge, som de store interesseorganisationer godt kunne tænke sig. Men det er en ganske anden sag. Hvis ret skal være ret, så må man sige, at den offentlige sektor i dag har en større, økonomisk ramme, end den havde for tyve år siden.

Set i lyset af 90 procent af alle de finanslove, der har været vedtaget i dette århundrede, er loven for 2020 faktisk temmelig revolutionær.

For det første hæver den det offentlige forbrug med sensationelle 1,3 procent. Det er helt vildt mange penge: Over syv milliarder kroner.

For det andet hæver den skatterne med 2,5 milliarder i 2020. Og på længere sigt med 3,5 milliarder om året. Det er også helt vildt, fordi det bryder med næsten 20 års økonomisk politik.

Og for det tredje er alle forestillinger om reformer droppet. I stedet er de erstattet af gaver til de fleste af de store interessegrupper, der støtter regeringen. For eksempel personalet i daginstitutioner, skoler og på hospitalerne.

At holde skatterne i ro og at gennemføre reformer gavner alle. At dele gaver ud til kernevælgerne – bekostet af en økonomisk afstraffelse af de blå vælgere – er den rene splittelse.

En god regering skal være regering for alle. Også dem, der ikke har stemt på den. En sådan har vi ikke. I stedet har vi fået en, der belønner sine venner og straffer sine fjender: Særinteressenternes regering.