I næsten hele Europa er det politiske system baseret på socialdemokratiske, konservative og liberale partier. Det gælder også i Danmark.

Der kan være flere partier på det samme grundlag i det samme parlament. Og der kan være partier, der falder helt udenfor. Men selve den grundlæggende, bærende konstruktion, der holder taget oppe på det politiske hus, har disse tre søjler.

En af de særlige ting ved Danmark er, at det faktisk går temmelig godt for det socialdemokratiske parti. Det er bestemt ikke nogen selvfølgelighed. I lande som Italien, Frankrig og Holland er de socialdemokratiske partier kun en skygge af deres tidligere selv. Små og marginale partier, som ingen rigtig tager alvorligt.

I Storbritannien er det socialdemokratiske parti kapret af strømninger, der i Danmark ville svare til Enhedslisten. Det er heller ikke noget, der ligefrem giver en masse indflydelse.



Hvis jeg havde været en dansk socialdemokrat, ville jeg tænke, at det alt i alt var svært at finde noget at være rigtig utilfreds med.

Til gengæld er de konservative og de liberale kræfter i Danmark begyndt at tale hårdere til og om hinanden, end de har gjort længe.

Der findes en meget lang tradition for, at Venstre og Konservative godt kan finde ud af at samarbejde og finde ud af at regere landet.

Det er mere paradoksalt, end man skulle tro. For Det Konservative Folkeparti nedstammer fra partiet Højre. Det baserede sin magt på godsejerne og havde gårdmændene i Venstre som svorne fjender.



Men de seneste hundrede år har de to partier for det meste været fine venner. Så fine, at en godsejer eller to faktisk har stillet op for Venstre og opnået valg. Det ville ingen, der kom ud af tidsmaskinen fra 1890’erne fatte en bjælde af. En Estrup-mand i I.C. Christensens parti? Det giver jo absolut ingen mening.

Så hvorfor kritiserer liberale og konservative i stigende grad hinanden i vore dage? De har jo trods alt regeret landet med rimeligt held i mange årtier sammenlagt.

Set i fugleperspektiv har liberalismen været en kolossal succes de sidste mange år. Man kan sige, at den vandt over kommunismen i firserne. Og man kan sige, at den har gået sin sejrsgang i Europa med fri bevægelighed for mennesker, varer, tjenesteydelser, kapital – og information.

Men succesen har vist sig ikke at være uden problemer. Mennesker, der ikke bidrager med noget som helst positivt og konstruktivt, kan også bevæge sig frit. De bevægelige varer, tjenesteydelser og kapital betyder meget hårdere konkurrence, end de fleste har været vant til.

Og den frie bevægelighed af information betyder, at også skadelige informationsstrømme som f.eks. 'fake news' og computervira kan bevæge sig frit.

Og lige her kommer konservatismen så ind med sin kritik. Den peger ikke på, at frihed er et problem. Men den siger, at grænseløshed kan være det.

En grænse er jo grundlæggende bare en forskel. På den ene side af stregen hedder landet Danmark. På den anden side hedder det Tyskland. Det er en forskel, der giver mening og har betydning.

Derfor er det en forhastet idé bare at nedbryde forskellen, ville en konservativ sige til en liberal. For så nedbryder man samtidig en hel masse kultur og skaber en farlig rodløshed og ligegyldighed.

Rent praktisk er de konservative og de liberale nødt til at enes. For alternativet er at være tilskuer til, at socialdemokraterne regerer landet. Jeg tror nu heller ikke, det er så svært. For som en klog mand engang har sagt: Begge dele smager klart bedst, hvis man blander en lille smule af det andet i.