De nationale test i folkeskolen er igen blevet politisk sprængstof.

Regeringen siger, de skal afskaffes. Oppositionen vil bevare dem.

Og nu får oppositionen opbakning af to forskere fra Aarhus Universitet. Selve det, at man tager testen, har en gavnlig effekt, der ligger på linje med et par måneders ekstra undervisning i løbet af to år.

Men hvad er det egentlig, sagen drejer sig om? Hvis vi tager modstanderne først, så siger de blandt andet, at selve det at holde skole handler om noget andet end at score højt i en test.

Det afgørende ved skolen er, at man får en lang række kundskaber og færdigheder, man skal bruge resten af livet. Men samtidig bliver man dannet som menneske. Det vil blandt andet sige: Man lærer at tage ansvar. Vise respekt for andre. Overvinde modstand, når fagene driller, og at man ikke bliver verdensmester i første forsøg.

Dette er det afgørende. Derfor skal tiden ikke spildes med forholdsvis ligegyldige ting som at tage en test, der i bedste fald viser, at man behersker nogle ret simple regler og principper.

Hvis vi så vender os mod tilhængerne, siger de: Vi kan ikke have en skole, hvor cirka hvert syvende barn ender med at læse og regne så usikkert, at de vil have mere end svært ved at tage en uddannelse eller passe et job, hvor der stilles mere avancerede krav til læse- og regnefærdighederne.

Derfor må vi have nogle ensartede, nationale test. Så der i tide kan sættes ind i forhold til de børn, der vil ende med at møde en masse lukkede døre, hvis vi nøjes med at lade stå til. Så det ikke handler om, at du kommer fra et hjem med bogreoler. Men om, hvad du selv kan udrette i et miljø, der støtter dig.

Det, jeg ikke kan forstå, er, at de to synspunkter i det hele taget skulle være en modsætning. Altså: At de skulle udelukke hinanden i en grad, så man må vælge enten det ene eller det andet.

Det hænger måske sammen med, at jeg selv gik i en vældig udmærket skole. Nemlig Skærbæk kommuneskole i Sønderjylland.

Som jeg husker min egen folkeskole, var den på det ene side et sted, hvor der blev gjort en grundig indsats for, at alle skulle få et udbytte og komme videre til en læreplads eller en ungdomsuddannelse. Samtidig med, at der blev lagt stor vægt på dannelsen.

I dansktimerne blev der læst både moderne og ældre klassikere. Og i kulturfagene blev der lagt stor vægt på at fortælle om den kæmpestore verden, der befandt sig på den anden side af kommunegrænsen.

Når man ikke selv i ungdommen har oplevet en modsætning mellem at forsøge at få alle med og at holde fast i skolen som dannelsesinstitution, er det svært i voksenlivet at forstå, at gør man det ene, udelukker man det andet.

Og sådan tror jeg faktisk heller ikke, det forholder sig.

Det er afgørende vigtigt, at man ikke forstår skolen som en tilfældig bygning, hvor isolerede mennesker trænes op til at blive soldater i konkurrencestaten.

En skole er et sted, hvor man i fællesskab forholder sig til kulturen i dens mange afskygninger.

Først og fremmest fagene og den tradition, de er et udtryk for. Men desuden den kultur, vi alle sammen er født ind i og lever vores daglige tilværelse i.

Men samtidig er vi også nødt til at sørge for, at alle kommer med. Vi skal ikke have en skole for seks ud af syv børn. Den syvende og sidste skal også med.

Det er derfor, vi skal bruge nogle få procent af den samlede tid, man tilbringer i skolen, på at sikre, at alle er ombord. Samtidig med, at vi bruger resten af tiden på at gøre børn og unge til fuldt ud kvalificerede medlemmer af samfundet.