Det varer ikke længe, før vi er i 2020'erne. I den anledning kan man gøre sig mange tanker.

For eksempel, at der inden for en overskuelig fremtid vil være gået en fjerdedel af vores århundrede. Og at vi derfor også kan begynde at sige noget generelt om det.

Indtil videre har det 21. århundrede været terrorismens århundrede. Det har været de tilsyneladende uløselige og åbenlyst langtrukne konflikters århundrede. Og derfor har det på en underlig bagvendt måde også været Mellemøstens og islamismens århundrede.

Bagvendt i den forstand, at der ikke er noget godt eller konstruktivt at lære af Mellemøsten og islamismen. Men at man heller ikke kan blive fri for nogen af delene.

På det rent personlige plan vil jeg dog næsten hellere benytte passagen ind i 2020'erne til at tænke hundrede år tilbage. Det vil sige tilbage til 1920'erne.

De vigtige år af livet, hvor man går i folkeskole og gymnasium, tilbragte jeg i Sønderjylland. Det er en del af Danmark, hvor året 1920 har en helt særlig klang. For i 1920 blev der nemlig afholdt en folkeafstemning om det gamle hertugdømme Slesvigs fremtidige nationale tilhørsforhold.

Resultatet betød, at den nordlige del af området kom til at hedde Sønderjylland og blev en del af Danmark. Det havde det formelt aldrig været før, selv om lokalbefolkningen talte dansk og dermed følte sig mere knyttet til Danmark end til Tyskland.

Den sydlige del bevarede navnet Slesvig og er i dag en del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, der har hovedstad i Kiel. På dansk kalder man som regel den tyske del af Slesvig for Sydslesvig. Mens de fleste – og det kan jo forekomme en anelse ironisk – omhyggeligt undlader at bruge udtrykket Nordslesvig om den del af hertugdømmet, der endte nord for den nye grænse i 1920.

Jeg kan stadig tydeligt huske 50-året for genforeningen. Det var i juli 1970. Vi boede i byen Skærbæk, hvor jeg blandt andet var medlem af Det Danske Spejderkorps. Og den 10. juli deltog alle mand – altså rovere, spejdere og ulveunger – i et meget højtideligt fakkeltog gennem byen.

Byens borgere stod talstærkt langs ruten, og da fakkeltoget var slut, kom vi i snak med mange. Herunder ikke så få ældre mennesker, der faktisk havde oplevet både afstemningen i februar 1920 og selve genforeningshøjtideligheden om sommeren.

Og lige præcis her kommer vi til det, jeg synes er specielt ved 1920'erne. Mens de første årtier af det 20. århundrede for mig først og fremmest er historiebøger tilsat nogle få øjenvidneberetninger, er 1920'erne en ligelig blanding. Altså en masse historisk viden, jeg har læst mig til.

Men lige så mange levende mennesker, som jeg for en hel dels vedkommende nåede at kende i det meste af den tid, jeg selv har levet. Og hvis personlige mening om den tid, der nu ligger hundrede år tilbage, jeg derfor er fuldt ud bekendt med.

Når man selv bliver midaldrende, er ting, der skete for hundrede år siden, ikke alene historisk stof. Det er også den levende erindring, som man gennem årtier har været så heldig at få givet videre fra øjenvidnerne.

1920'erne var på mange måder en fantastisk tid. For det var i høj grad det årti, hvor verden blev moderne og til at genkende for os, der lever nu. I USA blev en lang række såkaldte 'moderne bekvemmeligheder' (f.eks. biler og hårde hvidevarer) almindelige i løbet af årtiet og bredte sig efterhånden også til Europa og Danmark.

Derfor kan man sige, at middelklassetilværelsen snart fylder 100 år. Et storslået koncept. Og nok en enkelt skål værd nytårsaften.