Stress har længe nærmest lignet en folkesygdom. Alt for mange mennesker bukker under for stress med sygemeldinger og forringet livskvalitet. Men på trods af, at vi anerkender stress som et stort samfundsproblem, hylder vi fortsat travlheden i stor stil.

Er der behov for, at vi ændrer vores syn på det at have travlt? Eller skal vi blive ved med at lære vores grænser at kende på den hårde måde?

Det er vigtigt at vide, at stresssymptomer kan have mange årsager. Det behøver ikke nødvendigvis at være relateret til at have travlt på arbejdet, men der er uden tvivl en sammenhæng mellem det store antal af stressede mennesker og det at have travlt – og især og mere grundlæggende: Den måde, vi forstår travlhed på.

Vi er efterhånden alle klar over, at det kan være ødelæggende for helbredet at have for travlt.

Men samtidig hersker der en solid idé om, at vi helst skal have travlt. Der findes en forestilling om, at hvis vi ikke har travlt, så er vi ikke rigtig 'med i klubben'. Et meget tydeligt tegn på dette er, at rigtig mange arbejdsløse rammes af stress.

Det er stressende at være udenfor arbejdsmarkedet, blandt andet fordi man netop ikke er en del af den travle klub.

Der er en forestilling om, at hvis man har travlt, så er man vigtig – og for mange betyder det, at det er svært at være arbejdsløs. Spørgsmålet om arbejdsløshed er komplekst og har mange nuancer – men for nogle kan det betyde, at man føler sig mindre vigtig og mindre værd, når man ikke har travlt med at gå på arbejde.

Når jeg som psykolog sidder over for arbejdsløse mennesker, hører jeg derfor ofte, at noget af det sværeste er at blive spurgt om, hvad man laver.

Men som psykolog møder jeg også rigtig mange i den anden grøft, der er knækket af et alt for stort arbejdspres. Hvis man f.eks. er leder, kan man være bange for at gå ned i tid for at passe på sig selv. Lederen skal jo gå i front og sætte det gode eksempel – og andre skulle derfor helst ikke tænke, at man ikke kan klare presset.

Det samme gælder medarbejderen, der ikke tør bede om nedsat tid, fordi man er bange for at virke svag. På den måde bliver travlheden en form for ideal både for dem, der har for meget arbejde, og for dem, der ikke har noget. Der er en forestilling om, at man har værdi i kraft af, at man har travlt.

Det samme indtryk finder vi på sociale medier, der ofte kritiseres som et overfladisk billede af en 'falsk virkelighed', hvor alle er smukke og perfekte. Men vores adfærd på sociale medier bidrager samtidig til idéen om, at vi helst skal have travlt hele tiden. Der er meget tempo på sociale medier, og man har meget fokus på andres præstationer.

Man bliver forpustet af at se på alle de ting, folk når – og det understøtter i høj grad idéen om, at travlheden er værdifuld. Måske kan man endda føle sig mindre værd, hvis man ikke har lige så travlt som de andre.

Stressproblemet er komplekst og kræver indsatser på mange områder. Hvis man f.eks. er læge og står med liv og død mellem hænderne, hjælper det ikke at ændre sin indstilling til travlheden, hvis problemet er, at der ikke hænder nok på skadestuen til at løfte arbejdet. Alligevel er det vigtigt, at vi er opmærksomme på vores holdninger til travlhed.

Det er problematisk, at vi mere eller mindre bevidst kan komme til at opfatte det som svaghed, hvis man ikke har travlt. På mange arbejdspladser er det prestigefyldt at have travlt. Det kan nærmest føles lidt forbudt at have god tid, og derfor går vi og fortæller hinanden og os selv om, hvor travlt vi har – med en forventning om anerkendelse.

Selvfølgelig skal vi levere og være produktive – det er meget menneskeligt at få noget arbejde fra hånden. Men vi skal passe på med at gøre travlhed til et kriterie for succes. Alarmklokkerne må gerne begynde at ringe, hvis vi begynder at tænke negativt om folk, der ikke har travlt – og det gælder også, når det er os selv, vi begynder at tænke negativt om.

Er det mon muligt at vende bøtten og begynde at hylde det langsomme, dvælende og fordybede som en succes?