Antallet af skilsmisser stiger som regel oven på en sommerferie.

Er det, fordi man har haft tid til at tænke dybt over sit forhold og er kommet frem til, at det vakler, og man lige så godt kan gøre det forbi?

Eller fordi man har længtes efter kvalitetstid med sin partner, men når man så endelig sidder i sit ferieparadis og kigger hinanden dybt i øjnene, så opdager man, at man er gledet fra hinanden, og forholdet er blevet meningsløst?

Eller måske er man blevet skuffet over, at ferien ikke kunne reparere de konflikter, parforholdet har gennemgået i den sidste lange tids hverdagsmaraton?

Der er mange mulige forklaringer, men det svære spørgsmål vil altid være, om man skal blive og kæmpe for det, eller om man skal skilles.

Som psykolog og parterapeut ved jeg, at man kan komme igennem mange udfordringer som par og udvikle sig ud af svære situationer. Og det er jo ganske smukt, når par insisterer på at blive sammen og får det til at lykkes.

Men jeg har også mødt mange, der fortsat er gift, selv om de i praksis ikke har haft et forhold i mange år. Selv om man ikke er skilt på papiret, kan man være skilt ad på mange måder, f.eks. emotionelt, seksuelt, økonomisk eller socialt, og så kan skilsmissen begynde at ligne en nødvendig beslutning.

For det er vel bedre at gå fra hinanden end at leve med skuffelse, sammenbidt vrede, umødte behov og måske endda utroskab?

Jeg vil gætte på, at flere har været på kursus i stresshåndtering end i parforholdshåndtering.

Sammenlignet med folks bestræbelser på professionel udvikling og fokus på at kunne håndtere et krævende arbejdsliv, er det tankevækkende, hvor lidt energi mange mennesker lægger i at udvikle deres parforhold.

Det er ellers den relation, der er mest afgørende for vores helbred, velvære og hele vores måde at være i verden på. Måske er det derfor, skilsmissestatistikker viser, at næsten halvdelen af alle, der gifter sig, bliver skilt igen.

De typiske forestillinger om romantiske relationer er åbenbart svære at leve op til, men drømmen om den eneste ene og ”til døden os skiller” gennemsyrer stadig opfattelsen hos mange. Er det lidt forældet i lyset af realiteterne? Burde vi i stedet acceptere et udgangspunkt, der hedder ”til vi får lyst til noget andet” eller ”til vi vokser fra hinanden”?

Måske ville det være lettere, hvis man kunne gå ind i et ægteskab med den indstilling. Det kunne måske gøre et senere brud mindre ulykkeligt og ville desuden stemme godt overens med den statistiske virkelighed.

Skilsmisser kan være meget forskellige. Jeg ønsker hverken at generalisere eller bagatellisere de problemer, der følger med. Men alligevel kan man sige, at problemerne rigtig ofte ligger i måden, man gør det på, snarere end selve det faktum, at man splitter op. Det kan være rigtig grimt, og man kan miste respekten for sig selv og den anden i processen.

Når vi nu ved, at næsten halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse, så var det måske en god idé, hvis vi forsøgte at ruste os til og øve os i at håndtere bruddet bedre.

Skal vi i virkeligheden blive bedre til at blive skilt?

I en verden, hvor vi ofte konfronteres med brud af alle mulige slags – f.eks. på arbejdspladser, hvor det forventes, at vi skifter job eller titel med få års mellemrum – skal vi være gode til at give slip og sige farvel.

Man kan kritisere den tendens og sige, at vi burde være bedre til at blive og stå fast. Men vi kan også vinde rigtig meget ved at blive gode til at håndtere bruddene og acceptere, at ting har en afslutning.

Hvis vi skal tage statistikkerne alvorligt, må vi erkende, at skilsmissen ofte er en del af ægteskabet. Derfor giver det mening, at overvejelser over den sunde afslutning også er en del af overvejelserne omkring det sunde parforhold.

Jo bedre et par er til at gå fra hinanden, jo bedre bliver det også for alle dem omkring – inklusive især børnene, som ofte rammes hårdt. Og måske kan det endda give mening og kvalitet til parforholdet, at man er bevidst om, at det ikke varer for evigt.

Læs mere om Neela og hendes praksis HER.