Som psykolog møder jeg af og til unge mennesker, der føler sig uvelkomne i det danske samfund.

De oplever forskelsbehandling og at blive stemplet som anderledes.

Årsagerne er komplekse og individuelle, når unge danskere med anden etnisk baggrund oplever diskrimination og racisme. Men når jeg som psykolog sidder over for disse mennesker, så handler det primært om én side af sagen – nemlig den måde, de fortolker deres omverden på.

Det menneskesyn, der diskriminerer på baggrund af etnicitet, er skadeligt og primitivt og skal efter min mening bekæmpes på alle niveauer. Men når jeg sidder med mine klienter, er det tydeligt, at de indre fortolkninger er meget væsentlige, når man skal forstå, hvorfor man føler sig fremmed.

Som eksempel kan vi tage en ung fyr, der ikke fik det job, han søgte. Han er frustreret og siger til sig selv, at jobbet sikkert gik til ham den blonde og blåøjede fyr, som også var til samtale. Han fortæller sig selv, at det er umuligt at få et job, fordi der bliver diskrimineret og lagt vægt på hudfarve og efternavn.

Men i virkeligheden aner han ikke, om det er tilfældet – det kunne lige så godt være, at den anden kandidat havde bedre kvalifikationer. Og så længe han ikke har nogen konkrete beviser, kan følelsen af diskrimination være resultat af en tankeforvrængning eller fejlfortolkning.

Forestillingen om, at man bliver valgt fra pga. etnisk diskrimination, har ikke altid hold i virkeligheden – men man kan sige, at den får masser af næring fra den politiske debat, hvor minoriteter og især muslimer konstant bliver mistænkeliggjort for åben skærm. Her er masser af brændstof at hente til forestillingen om at være uønsket.

Og når den unge mand så står i den konkrete situation og bliver afvist efter jobsamtalen, så kan det være nærliggende at skabe sig en forklaringsmodel, som siger, at man er udelukket fra fællesskabet.

Oplevelsen af at blive holdt uden for gruppen er en af de værste tilstande, et menneske kan udsættes for. Når folk opsøger en psykolog med en følelse af ikke at høre til, arbejder vi blandt andet med at undersøge, om der er tanker, der vedligeholder oplevelsen af at være udenfor.

Det kan f.eks. være meget begrænsende, hvis man har en dominerende tanke, som siger: »Jeg bliver ikke accepteret, fordi jeg ikke er 100 procent dansk.«

Hvis man møder verden med et skeptisk udgangspunkt, fastholder man sig selv i følelsen af at være udstødt.

Det kan være meget svært at håndtere den følelse af splittelse, som er forbundet med at tilhøre to forskellige kulturer og samtidig ikke rigtig høre til nogen af stederne. Det kan føles som at være fanget i et udefinerbart vakuum – et sted midt imellem, hvor man ikke rigtig har fodfæste.

Det er svært at navigere i, men det bliver kun værre, hvis man ser diskrimination eller racisme overalt. Sagen er jo, at det er almindeligt at blive valgt fra – det behøver ikke at have noget med diskrimination at gøre, at nogle andre står foran én i køen.

Nogle bliver fornærmede over spørgsmålet 'hvor er du fra?', fordi det understreger, at man ikke hører til. Men når den pakistanske taxichauffør spørger mig, og jeg siger, at jeg er fra Vejle, griner han og siger: »Nej, jeg mener, hvor er du rigtig fra?«. Han er bare nysgerrig. Og det er vel ikke diskriminerende, er det?

Til møder med pæredanskere har jeg fået samme spørgsmål, og når jeg så siger, at jeg er fra Sri Lanka, så siger de: »Nej, jeg mener, hvor i Jylland er du fra? Med den dialekt?«

Man kan aldrig helt vide, hvad der ligger bag spørgsmålet – og man har selv et ansvar for, om man opfatter det som diskriminerende eller nysgerrigt.

Når jeg har arbejdet med mennesker, der oplever diskrimination, har det været en stor øjenåbner at kigge på de mange andre forklaringsmuligheder, der typisk vil være i en konkret situation.

Man skal ikke være blind over for reel diskrimination, når den finder sted.

Men man skal heller ikke overse, at den enkelte har et ansvar for, hvordan man opfatter situationen.

Læs meget mere om Neelas psykologpraksis HER.