Det er meget oppe i tiden at diskutere og kritisere sociale medier.

Det er godt at se, at folk tør at stå frem og stille kritiske spørgsmål, for det er stadig en meget vigtig samfundsdebat. Kritikken er vigtig, men på mange måder ligger det næsten for meget til højrebenet at bebrejde den overfladiske kultur, hvor man kun ser den perfekt redigerede glansbilledversion af folks liv.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvad man kan eller bør gøre i stedet, så er der knap så mange bud.

Man kan konstatere, at folk bliver i dårligere humør af at kigge på sociale medier. Det er især konfrontationen med andre menneskers succes, som betyder, at ens eget selvbillede får én over nakken.

Det kan handle om, at man føler sig mindre værd. Det kan handle om præstation og forestillingen om, at de er bedre og kan mere end en selv. Det kan være udseendet og tanken om, at man er grimmere end alle de andre. Eller det kan være humøret, og idéen om, at de andre er meget gladere end en selv.

Essensen af de negative tanker er, at man sammenligner – og tankerne om, at man er anderledes, udenfor eller forkert, kan føre til en meget negativ selvfølelse med alvorlige psykiske konsekvenser.

I min hverdag som psykolog er jeg ofte konfronteret med den form for problematikker. Jeg har siddet med rigtig mange unge mennesker, som er meget påvirkede af de polerede fantasiverdener på Instagram og med forvrængede tanker om, at man er den eneste, der har det sådan.

I den aktuelle TV-serie 'Den falske virkelighed' sætter model og Instagram-kendis Cillemouse sig for at kritisere de sociale mediers overfladiskhed. Paradoksalt nok er det netop i kraft af hendes mange følgere, at hun kan nå bredt ud med en kritik af den kultur, hun selv repræsenterer.

På den måde er der et selvopgør i det, som er modigt og inspirerende. Det er beundringsværdigt, når influencers bruger deres stemme og rækkevidde til at tage samfundsproblemer op.

Desværre bliver det dog mest ved snakken, alt imens modellen passer sine catwalks, fotoshoots og andet godt potentielt Instagram-materiale – men i det mindste har hun nogle gode selvafslørende pointer, hvor hun tilkendegiver, at hendes følelsesliv og sammenligningstendens er ligesom alle andres.

Jeg tænker, at der er rigtig mange, der har det ligesom Cillemouse.

Man kan se, at noget er galt, og man kritiserer overfladekulturen og problemerne med vores brug af sociale medier. Men når det kommer til at gøre noget anderledes, så er det rigtig vanskeligt – for hvordan gør man det i praksis? Skal man forsøge at være mere 'autentisk' på de sociale medier? Skal jeg filme mig selv med morgenhår? Skal jeg fortælle åbent om det, når jeg har haft en dårlig dag?

Hvis man skal forsøge at være autentisk på de sociale medier, er det nok en god idé at tage små skridt. Hvis man meget demonstrativt forsøger at være hverdagsagtig, så bliver det jo netop også påtaget.

I stedet kan man forsøge at ændre sin adfærd på sociale medier gradvist.

Man kan starte med at være opmærksom på det, psykologer kalder 'tilladende' og 'ikke-tilladende' tanker. Det kan f.eks. være, at man har taget et billede af sig selv, som man ikke synes, er godt nok til at dele – man har en tanke, der ikke tillader én at dele det.

Det er en god idé at undersøge den tanke og se på, hvad der skal til for at ændre den.

Og så kan man øve sig på at tænke mere i baner, hvor man tillader sig at dele en oplevelse uden bekymringer – og uden at redigere og filtrere.

Hvis man skal ændre sit forhold til sociale medier, så det ikke giver dårligt humør og negativ selvfølelse, kan det være godt at starte med at arbejde med de tilladende og ikke-tilladende tanker – og langsomt blive bedre til at tillade sig selv at være mere ligeglad med, om man er lige så smuk, klog eller glad som de andre.

Vi har befundet os længe nok på det metaplan, som Cillemouse heller aldrig forlader. Vi har snakket rigtig meget om den polerede verden – nu må det være på tide at tage nogle skridt og gøre noget anderledes.

Læs meget mere om Neelas psykologpraksis HER.