I dag har kvinder som aldrig før mulighed for at skabe deres egen succes og opnå indflydelsesrige positioner i samfundet.

Vi hepper på de stærke kvinder, som kan og vil selv – og som forfølger deres store ambitioner og kommer langt i karrieren. I vores del af verden går de fleste ind for ligestilling – i hvert fald på papiret. Men alligevel er der mange situationer, hvor gammeldags kønsroller mere eller mindre bevidst gør sig gældende.

Det slår mig især, når jeg som psykolog sidder over for succesfulde karrierekvinder, der tilsyneladende kan klare alt.

De er smukke, søde, sprudlende og energiske. De er kloge, højtuddannede og velformulerede.

Det er kvinder, som ser ud til at lykkes med alt, hvad de gør – og derfor kan det være overraskende, at nogle af disse kvinder oplever kæmpe udfordringer med at finde kærligheden.

Nogle af disse kvinder oplever kæmpe udfordringer med at finde kærligheden

De løber panden mod muren igen og igen i forsøget på at finde en kæreste – og ironisk nok lader det til, at deres succes spænder ben for dem.

Det er hårdt, når man inderligt ønsker sig en partner, men oplever, at ingen er interesseret på den lange bane. Det kan påvirke livskvaliteten og selvværdet negativt, og disse stærke kvinder opsøger en psykolog, fordi de vil vide, hvad de kan gøre anderledes.

Det er positivt at tage ansvar for sig selv og forsøge at ændre ting ved at arbejde med sig selv.

Men det billede, der ofte tegner sig, er, at det i virkeligheden handler mest om, at mænd bliver intimideret af kvinden.

Ikke fordi hun er hensynsløs eller en blærerøv. Det ser ud til, at mange mænd bliver intimideret ved selve den kendsgerning, at en kvinde har en højere stilling, er intellektuelt overlegen eller tjener flest penge.

Når jeg arbejder med disse emner, analyserer vi konkrete situationer. Vi undersøger, om kvinderne gør noget 'galt.' Har de dysfunktionelle tanker som f.eks.: 'Der er ingen her, der kan lide mig – jeg kan lige så godt lade være med at prøve.'

Eller har de uhensigtsmæssig adfærd – udstråler de f.eks. arrogance eller manglende interesse? Men når vi går i detaljer med disse spørgsmål, oplever jeg gang på gang, at der bare ikke er noget 'galt'.

Det er heller ikke, fordi disse kvinder er exceptionelt kræsne med mænd. De er opsøgende, udadvendte og glade. Det er lidt paradoksalt, at disse powerkvinder, som lever op til alle mulige ligestillingsidealer, har svært ved at finde en partner – fordi de nærmest skræmmer mændene – bare ved at være succesfulde, kloge og dygtige.

Der er blevet forsket meget i partnerpræferencer og spørgsmål om, hvorfor man falder for en partner. Undersøgelser bakker op om, at jo mere veluddannede kvinder er, jo mindre bliver deres pulje af potentielle partnere. Én forklaring er, at kvinder vil have mænd, der matcher deres uddannelsesniveau og sociale status. Men det er også en forklaring, at mange mænd bliver intimiderede over kvinder, der vil frem i verden.

Mænd bliver intimideret af kvinden

Måske er der forskel mellem, hvad mænd tiltrækkes af i teorien og i virkeligheden. Selvom de fleste mænd siger, at de er vilde med succesfulde og kloge kvinder – så tiltrækkes de mere af kvinder, som ikke overgår dem på intelligens og karriere, når det kommer til stykket.

Det er der i hvert fald nogle forskere, der påpeger – men som altid er der selvfølgelig masser af undtagelser og nuancer i forhold til den slags påstande.

Som psykolog har jeg set en del eksempler på, hvordan karrierekvinder oplever, at mænd nærmest bliver skræmt af dem. Til de kvinder vil jeg sige: 'Der ikke er noget i vejen med jer – hav tålmodighed, så kommer kærligheden.'

Til mændene vil jeg sige: 'Prøv nu at lade jer inspirere af de seje kvinder i stedet for at lade jer intimidere. Det siger vist en del om, hvor langt vi er kommet i forhold til ligestilling, når mænd føler sig ramt på deres maskulinitet, hvis de ikke matcher kvindens sociale status.

Er det ikke ret påfaldende i en tid, hvor kvinder bliver opfordret til at være stærke og selvstændige? Vi er alle glade for ligestilling – men forestillingerne om det stærke køn hersker lige under overfladen.

Læs meget mere om Neela og hendes psykologpraksis Encounter HER.