Jeg var psykolog for en racist - min reaktion var nødvendig

Der er altid en grund til, at folk handler og mener, som de gør. Hvis vi bare kunne være mere empatiske og mindre dømmende, ville verden være et bedre sted.

Lyder det som en kliché? Måske, men i så fald har vi stærkt brug for klichéer.

Vi mennesker er i bund og grund meget ens, men desværre fokuserer vi rigtig meget på vores forskelligheder. Vi ser modsætninger og separation – vi ser en fremmed nationalitet, en anden hudfarve, en anderledes religion osv. I ekstreme tilfælde fører det til had og tragiske voldshandlinger.

I den mindre tragiske ende af skalaen fører det til mudderkastning, shitstorme og hadefulde kommentarer. Helt harmløst er det dog ikke, og på sin vis kan de fleste af vores konflikter og problemer føres tilbage til en tendens til at fokusere på det, der adskiller os, i stedet for det, der forbinder os.

Som psykolog bliver man rigtig god til at finde den empatiske indstilling frem – for det er kun sådan, man kan hjælpe et andet menneske. Man er simpelthen nødt til at tage afsæt i lighederne og forståelsen, når man hver dag sidder over for alle mulige mennesker, som man ikke nødvendigvis er særlig enig med.

Hvordan kan man f.eks. hjælpe en tidligere kriminel, som har overfald og røverier på samvittigheden? Her kan man måske få øje på et dybt behov for at tilhøre et fællesskab eller en grundlæggende frygt for ikke at være god nok. Sådanne følelser kan alle mennesker identificere sig med i en eller anden grad.

Tanker om tilhørsforhold og anerkendelse har vi tilfælles som en del af vores evolutionære rødder som mennesker. Ved at fokusere på det genkendelige og fælles er det muligt for mig at finde en forståelse frem og være en hjælp.

Det samme gjaldt engang, da jeg sad over for en person med dybt racistiske holdninger, som af en eller anden grund havde opsøgt mig som psykolog. Det er klart, at jeg som andengenerationsflygtning med mørk hudfarve tager skarpt afstand fra racisme. Men alligevel er det også i dét tilfælde muligt at se noget andet end vores forskelligheder. Selvom man har en anden mening, så er det muligt at indtage en empatisk position og få øje på noget fællesmenneskeligt genkendeligt.

Jeg nævner det ikke for at fremhæve mig selv. Pointen er, at jeg i kraft af min psykologbaggrund har set mange eksempler på, at det er muligt at øve sig på at være empatisk. I den professionelle psykologpraksis vil jeg mene, at det er direkte nødvendigt – men i alle andre sammenhænge er det en ekstrem vigtig menneskelig kvalitet, som vi skal dyrke og vedligeholde.

Vi ved, at mennesker er tilbøjelige til at beskytte og forsvare deres familie og nærmeste fællesskab. Vi definerer blandt andet os selv i kraft af vores slægt, vores religion eller nation. Vi indgår i fællesskaber, og vi får hurtigt øje på det, der adskiller os fra de andre.

Det styrker vores egen identitet at stå i modsætning til andre – men i bund og grund tilhører alle mennesker det samme fællesskab med rødder i samme historiske forfædre.

Det lyder sikkert naivt. Men når vi kommer ned til det individuelle niveau, har vi faktisk mulighed for at dyrke mere forståelse og empati. Vi kan forsøge at få øje på de ting, vi har tilfælles.

Når vi møder mennesker, vi ikke forstår, kan vi spørge: Hvorfor er de kommet dertil? Hvorfor er de blevet, som de er? Der som regel grobund for en forståelse, når man er nysgerrig og lyttende.

Selvfølgelig skal vi også være kritiske og have holdninger og sige fra. Men vi har ofte også brug for at sænke paraderne og passe på, at vi ikke kun får øje på det, der er forkert, grimt og anderledes. Det er så tydeligt på sociale medier, hvor der er fri taletid til dem, der er på udkig efter muligheder for at råbe op eller svine til.

Det er vigtigt at have en holdning – men endnu vigtigere at kunne se nuancer.

Empati er som en muskel, vi kan træne. Man kan vænne sig af med at fokusere på forskellighederne og øve sig på at se, hvor ens vi alle sammen er. Prøv f.eks. at tænke om alle mennesker, du møder den næste uge: Hvad har vi tilfælles?

Læs mere om Neela og hendes praksis HER.