Sidste weekend indgik Enhedslisten en aftale med regeringen, SF og Dansk Folkeparti, som betyder, at tusindvis af mennesker får ret til lidt tidligere tilbagetrækning.

Men gør ikke noget ved den stigende pensionsalder. Det er et svigt af Arnes børn og børnebørn fra regeringens side og efterlader alt for mange med en utryg fremtid foran sig.

I Enhedslisten har vi fra starten bakket op om regeringens ønske om at give Arne og alle de andre, der har arbejdet i rigtig mange år, en ret til at trække sig tilbage lidt før. Men vi har også fra starten kritiseret, at de ikke tør tage det nødvendige opgør med den stigende pensionsalder.

For det vil ramme Arnes børn og børnebørn, og de skal også have ret til en værdig alderdom.

Aftalen om tidligere tilbagetrækning betyder, at de mennesker, der er begyndt på arbejdsmarkedet, før de fyldte 20 år, kan trække sig tilbage lidt før den almindelige pensionsalder. Det er godt. For det er ofte dem, der også har de mest nedslidende job, de laveste lønninger og de mindste pensionsopsparinger.

Og alle bør have mulighed for et par gode år på pension, hvor man ikke er nedslidt, men stadig er frisk nok til at cykle en tur, løfte børnebørnene og nyde livet.

Men når regeringen ikke vil opgive planerne om at lade pensionsalderen stige og stige og stige, risikerer vi, at den ellers gode aftale bliver udvandet. Det sagde Enhedslisten også til regeringen igen og igen i forhandlingerne.

For når pensionsalderen en dag når langt ind i 70'erne, vil et år fra eller til, ærligt talt, være lidt ligegyldig. En så høj pensionsalder er utænkelig for dem, der arbejder som sosu'er, murere, stilladsarbejdere, sygeplejersker og lignende.

Alle dem, der i år fylder 30 år, kan se frem til en pensionsalder omkring de 73 år. Hvis du løfter på børn hver dag i daginstitutionen, har både tunge løft og skæve arbejdstider som sygeplejerske eller bærer rundt på mange tons mursten i løbet af et liv, kan du godt allerede som 30-årig se, at det er helt umuligt. Så bliver man utryg for fremtiden.

Jeg tror, at der er mange, der kan unde dem med de længste arbejdsliv et år eller to mere på pension. Men regeringen kan ikke bare børste støvet af hænderne og tro, at de er færdige nu. Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard og alle de andre har selv startet debatten om de mange mennesker, der er for slidte til det lange arbejdsliv.

Nu må de lytte på deres egne argumenter og få standset den stigende pensionsalder.

Det er helt basalt i et velfærdssamfund, at fællesskabet er der for os – hele livet. Vi går på arbejde, og vi betaler vores skat med den forventning, at vi også bliver hjulpet i sidste ende.

Vi ved alle sammen godt, at både alle de offentligt ansatte, dem, der arbejder på byggepladser, som renovationsarbejdere og alle de andre med de lave lønninger, er mindst lige så uundværlige som direktørerne.

Forskellen er, at dem med de laveste lønninger ikke tjener så mange penge, at de kan gå fra, når de vil. De er afhængige af, at regeringen ikke kun gider at hjælpe Arne, men også generationerne efter Arne.