Du kan gå på pension, når du vil – hvis du har pengene.
Det er fuldstændig til grin, at alle dem, der er mest forargede over Enhedslistens forslag om at stoppe den stigende pensionsalder, også er nogle af dem, der selv kan bestemme deres egen pensionsalder – fordi de har råd til det.
»Man skal arbejde, så længe man kan.« »Vi skal ikke sende raske mennesker på pension.« Sådan lyder det igen og igen i debatten om den stigende pensionsalder. Men det kommer oftest fra nogen, der har deres på det tørre. Er du tidligere minister, kan du gå på pension til en fyrstelig hyre, allerede når du er 60 år. Nationalbankdirektøren er lige blevet pensioneret som 62-årig. Har du penge nok, kan du gå fra, når du vil.
Men sådan er det ikke for helt almindelige mennesker. Højrefløjen, De Radikale og Socialdemokraterne besluttede i 2006, at pensionsalderen skal stige og stige og stige. Allerede i år skal den sættes op til 69 år.
Og for en tømrer, sygeplejerske, rørlægger, kassemedarbejder og alle andre på 30 år i dag betyder det, at de har udsigt til 44 år mere på arbejdsmarkedet.
Men det er bundhamrende urimeligt og urealistisk at tro, at man kan arbejde i et hårdt, psykisk eller fysisk nedslidende arbejde, indtil man er langt op i 70'erne. Hvem kan egentlig forestille sig en 72-årig sosu-assistent tage sig af de (andre) ældre på plejehjemmet?
I Enhedslisten vil vi stoppe den stigende pensionsalder. Vi er enige med regeringen i, at det er godt at lave en særlig ordning for dem, der er allermest nedslidte og startede meget tidligt.
Men hvis de mennesker skal hjælpes af en mulighed for at gå fra et år før pensionsalderen, er det altafgørende, hvor høj pensionsalderen så er. Derfor vil vi pinedød have regeringen til at forholde sig til den stigende pensionsalder, når vi træder ind i forhandlingslokalerne.
Det giver kun mening på et støvet kontor.
Vores forslag har fået arbejdsgiverforeninger, højreorienterede tænketanke, Anders Fogh, Bjarne Corydon og mange andre af højrefløjens helt store koryfæer til at råbe op.
De har kaldt det direkte 'dødbringende' for dansk økonomi. Det er tydeligt, at de tilbringer det meste af deres tid på et støvet kontor.
Deres beregninger bygger på den antagelse, at hvis man skriver ned på et stykke papir, at folk skal arbejde, til de er 75 år, så vil folk også gøre det – og det vil så give skatteindtægter og lignende derefter.
Det er hamrende uansvarligt at basere Danmarks fremtidige økonomi på den virkelighedsfjerne ide.
Du skal ikke ret langt ud i den friske luft for at finde ud af, at det aldrig kommer til at ske. Spørg bare pædagogen, mureren eller alle de andre, der, allerede når de rammer deres 30-års fødselsdag, kan mærke jobbet sætte sig i led, muskler og sind.
I stedet skal vi rent faktisk finde pengene til fremtidens velfærd. Og vi skal finde dem hos toppen af samfundet – samme top, som har fået allermest gavn af de skatterabatter for over 50 milliarder kroner, der er delt ud de sidste årtier.
Nogle gode år på pension, hvor man stadig har kræfter til at løfte børnebørnene, cykle en tur og rode i haven, er også velfærd. Det bør tilkomme os alle efter et langt arbejdsliv. Ikke kun dem med millionlønninger.
