Den tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille undrer sig.

For ingen vil tilsyneladende debattere hans nye forslag, selv om der er et stort flertal imod ham. Det gik op for partiformanden, da DR-programmet 'Deadline' blev nødt til at efterlyse en moddebattør til ham på Twitter, men uden held. Det vender vi tilbage til.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der er formand for Partiet Fremad, var træt af, at et borgerforslag om indførelsen af en mindstealder på 18 år for omskæring af raske drengebørn aldrig kom til afstemning.

Derfor har han som løsgænger i stedet fremsat et beslutningsforslag for »at tvinge medlemmerne ned og trykke på knappen«, som han siger.

»Det virker, som om særligt de store partiet vil undgå at få en afstemning. Nok fordi de er splittet internt i partierne,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

»Grundlæggende handler det om retten til at bestemme over sin egen krop. Hvis forældrene vælger det, mens man er barn, er det et indgreb, man ikke kan ændre.«

Selv om debatten for og imod omskæring på ingen måde er ny, har Simon Emil Ammitzbøll-Bille på det seneste oplevet, at det er svært at få politikere i Folketinget, der er imod et forbud, til at debattere med ham.

»I sidste uge blev jeg inviteret i 'Deadline' for at debattere det her, og de ville gerne have en modpart fra Folketinget. De kunne ikke opdrive en. Jeg skulle også have diskuteret det i radioprogrammet 'Cordua og Steno', som heller ikke kunne finde en modpart.«

Mandag efterlyste 'Deadline' så en modpart på DR-kanalens Twitter-profil.

»Det er mærkværdigt, at man har en politisk diskussion, hvor flertallet indtil nu hælder til, at der fortsat skal være omskæring af drenge. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har oplevet en diskussion, hvor flertallet ikke ville stå på mål over for seere og lyttere,« mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der gerne deltager i B.T. Live på Facebook for at tage debatten.

Folketingsmedlemmer eller interessegrupper, der er imod forbud mod omskæring af drenge under 18 år og gerne vil tage debatten, er velkomne til at skrive til debatredaktør Sanne Fahnøe på safa@bt.dk.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der lav forekomst af komplikationer ved indgrebet.

»Dog er der rapporteret tilfælde af alvorlige komplikationer og seks dødsfald i den vestlige verden, hvor to af disse dødsfald er sket i Skandinavien (Norge og Sverige) inden for de seneste 20 år,« fremgår det af styrelsens senest opdaterede rapport om omskæring af drenge, hvor det anslås, at der foretages cirka 2.000 årlige omskæringer af religiøse eller kulturelle årsager.

»Man har gjort mange mærkelige ting i religionens navn. Det er vigtigt at tilpasse religionen til det moderne samfund, hvor det enkelte individ er ukrænkeligt,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille med henvisning til, at kristne fanatikere med manden bag Kellogg’s cornflakes, John Harvey Kellogg, i spidsen var fortalere for at udbrede omskæring for at forhindre drenge i at onanere.

»Hvor utroligt det end lyder,« tilføjer han.

For nylig er en arbejdsgruppe, der skulle have opdateret en vejledning for ikke-medicinsk omskæring af drengebørn, faldet fra hinanden. Det kan du læse mere om her.