Flere foreninger i gruppe, der skulle opdatere vejledning til ikke-medicinsk omskæring af børn, er udvandret.

Børnelægerne har besluttet at trække sig fra en arbejdsgruppe, der skulle have opdateret en vejledning for ikke-medicinsk omskæring af drengebørn – eller det, der også kaldes rituel omskæring.

Det oplyser Klaus Birkelund Johansen, der er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab.

Dermed er arbejdsgruppen, der er nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed, i høj grad ved at falde fra hinanden.

Flere andre sundhedsfaglige organisationer har allerede i løbet af de seneste dage trukket sig fra arbejdsgruppen. Det har blandt andet B.T., DR og Berlingske beskrevet.

Først trak Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin sig efter uenighed om, hvorvidt lokalbedøvelse er nok i forbindelse med en omskæring.

Og efterfølgende forlod også Dansk Jordemoderfagligt Selskab og Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker arbejdsgruppen i protest.

»Vi trækker os på nuværende tidspunkt, fordi der ikke længere er faglig opbakning til udvalget,« siger Klaus Birkelund Johansen.

»Vi mener, at det er vigtigt, at den vejledning, der kommer i forbindelse med så vigtig en sag som denne, er bredt fagligt funderet.«

/ritzau/