Forbud, påbud og mængder af modstridende råd.

Medierne strømmer over med katastrofeberetninger om, hvor farlig coronavirus er, og beskriver den endelige kvælningsdød.

Vores statsminister forvildede sig endda ud af det køkken, hun har været fast installeret i, for at kreere folkelige middagsretter, der kunne gøre sig godt på Instagram, og har nu lukket landet ned.

Vi kan ikke sende vores unger i hverken børnehave eller skole, ligesom vi skilsmisseforældre, der kører 7/7-ordning, heller ikke kan besøge 'Klamydiaslottet', nu omdøbt Corona-slottet, eller andre beværtninger, hvor man kan drikke sig halvfuld med ligesindede.



Men lad mig midt i nedturen forsøge med nogle positive nyheder – for corona-epidemien må vel for helvede kunne generere noget godt.

1) Hvis du er en af de forældre, der har skrevet klumme til Politiken om, hvor hårdt det er at være travl med børn, altid at hente for sent, ikke at kunne nå fra datterens ballet til sønnens fodbold og samtidig nå egen yoga og et ugentligt maraton, så stort tillykke.

Du kan nå det hele nu. For du skal slet ikke hente dine børn. De skal sidde på skødet af dig de næste to uger, på nær når I bager kager uden sukker og læser bøger med rigtige bogstaver.

Du behøver ikke engang bestikke dem med deres iPad, for nu kan de være med til alt, endda den økologiske madlavning.



Du kan få sygt billige flybilletter! Nej, det er ikke godt for klimaet, men alle kan ikke vinde hver gang.

Hvis du er lidt fleksibel, så af sted med dig og dine børn på denne ufrivillige ferie. I kan evt. tage til Tel Aviv. Vejret er vidunderligt. Alternativt Eilat, hvor ungerne kan svømme med delfiner eller komme på kamelmarked. Verden står åben for nogenlunde halv pris. Af sted med jer!

Du kan også benytte denne sjældne corona-lejlighed til at iscenesætte dig selv som et endnu mere ansvarligt, bedre og selvfølelig VILDT solidarisk menneske.

Bare på med rustningen som en anden tastaturkriger, der bruger det meste af dagen på at rase over indvandringen – nu kan du helt gratis rase over alle de grådige røvhuller, der tillader sig at købe lidt for mange toiletruller efter din smag. Eller over dem, der vitterlig har brug for at købe stort ind, fordi de måske har børn hjemme, der med lukning af dagtilbud skal fodres hele tre gange om dagen.

Du kan ønske dem i helvede på Facebook, og du kan håbe, de får corona i køen i Netto, hvor du tilfældigvis også stod og lige fik taget et billede af hylderne, men slet ikke købte så meget bras som de andre!

Det er helt gratis!