De gode intentioner var virkelig mange.

Efter en weekend på sofa med Netflix og iPads skulle mine unger og jeg skyde en exceptionel aktiv karantæneuge i gang med bagning. Af kernerugbrød og muffins, vi skulle dekorere.

Vi skulle også lege frisør med Bettys 200 dukker, Lloyd skulle læse og regne, og vi skulle selvfølgelig på skaterbanen!

Hold kæft, hvor skulle vi bare hygge!!! Og hjemmeundervise!

Men så blev det mandag:

Vi startede morgenen med cocopops og dumme YouTube-klip.

Jeg forsøgte halvhjertet at hente nogle af de mange apps, Lloyds lærer havde anbefalet, men de fleste havde fået ekstremt dårlige anmeldelser med advarsler om ikke at købe.

Tændte i stedet for TV2 News, hvor man viste indslag om en familie, der havde købt et basketballnet, som de skulle fylde sand i.

Det varede seriøst flere minutter, end man nogensinde har brugt på Israel-Palæstina-konflikten.

Jeg er sikker på, at Lisbeth Davidsen selv havde lyst til at skyde hovedet af sig selv. Det havde jeg i hvert fald efter at have hentet og bragt saftevand, yoghurt, juice og spegepølsemadder – og tørret saftevand, yoghurt og juice op og med en vis modstand tvunget ynglet til at vaske hænder efter spegepølsen, der nu er smasket rund i sofaen.

Forsøgte at foreslå oplæsning, men Lloyd og Betty gad ingenting. Jeg blev sur. Spurgte, om de troede, jeg var deres tjener.

De svarede ikke…



Om eftermiddagen blev jeg af Lloyd tvunget til at tælle, hvor mange vejrmøller han kunne slå med en antibakteriel gel i buksekanten. Han kunne slå 11, før den røg ud.

Jeg elsker mine børn. Men så spændende er den slags altså ikke…

Lavede pitabrød med kylling og grønt. Børnene hjalp ikke.

Slutteligt råbte Betty 'cocksucker' i noget, der mindede om en halv time. Lloyd spurgte, hvad det betød. Det kunne jeg ikke svare på.

Tirsdag:

Startede dagen med nogle enhjørninge-Kellogs og fik skældud over ikke at have cocopops.

Stenede med unger i sofaen og fik reminder om, at mit skærmforbrug er steget til mere end ni timer om dagen. Er næsten imponeret – hvis det altså kunne forbindes med de skide undervisnings-apps.

Hentede en enkelt i skam. Brugte den ikke.



Fandt en bog frem, som Lloyd med en vis sandsynlighed kunne læse op af, men faldt i søvn efter måske tre minutter. Ikke mit fineste moment, men jeg fik sgu da en lur på en hel time.

Hørte rygter om lockdown og skyndte mig i Føtex, så folk ikke kunne bebrejde mig at handle efter pressemødet. Gud forbyde, man skal købe mad til sine børn, jeg kæmpe egoist!!!!

Købte marengskys, pandekager og påskeæg. Og flere cocopops.

Læste en vred Facebook-opdatering fra en træt førstegangsmor, der lige ville bede folk om at 'stay the fuck at home', så hun selv kunne gå på gaden.

Jeg kan mærke, at folk er ved at blive alvorligt sindssyge. Ligesom mig – da Lloyd og Betty stillede verdens sureste ansigter op, da jeg bad dem dække bord.

Onsdag:

Børnene har fået cocopops. Stemningen er dejlig rolig. Som om solen skinner lidt højere.

Betty spurgte (igen), hvorfor mine bryster er så lange. Jeg forklarede (igen), at det var hendes skyld.

De er begyndt at hjælpe til. Jeg er ved at få spat af at agere serviceorgan, og jeg tror sgu, ungerne kan mærke, at jeg mener det. Betty tager ud af bordet. Lloyd henter fornødenheder til dem begge fra køle- og andre skabe. Måske er det en lige så fed læring som matematik?

Tog på skaterbanen. Det var som at slippe køer på græs, de små var ikke til at styre, men ingen kiggede ondt.

Enten er København K lige så stenet som os, eller også har vi skabt lidt materiale til en masse vrede og pegefingerløftende Facebook-opdateringer. Jeg kan forstå, at SoMe-befolkningen alle er blevet speciallæger i epidemiologi og kæmper om at overgå Sundhedsstyrelsens anbefalinger og forbud.

Gik i Torvehallerne og hentede is og kage og nødder. Det lignede en spøgelseshal. De forretningsdrivende takkede ydmygt for besøget. Det fik mig næsten til at græde.

Tror sgu, vi køber takeaway resten af ugen. Man skal jo støtte de lokale.

Torsdag:

Vi har stadig ikke lavet lektier. Det hjalp faktisk at blive ligeglad, hvor mandag var klaustrofobisk, synes roen at falde over os. I stedet lavede vi opgaverne på de sukkerholdige Kellogs-pakker og løste nogle logiske opgaver på Lloyds iPad. Det var forbløffende sjovt – og jeg var forbløffende dårlig.

Tog ungerne med på arbejde – det må man vist ikke, men hvor fanden gør man af dem, når man er selvstændig og har brug for midler til mad til tre? Og noget rødvin til at drikke sig halvfuld, når ungerne skal over til deres far?

Redaktionen var mere eller mindre tom. Bettys motorkæft kørte i højeste gear, og Lloyd trådte kiks ud i gulvtæppet. På en eller anden måde må vi vel bære over med hinanden…

Men det er, som om en rutine indfinder sig: morgenmad, iPad og nusning. Lidt leg med Bettys dukker, et par opgaver med Lloyd. Mad, bad, læsning og mere nusning.

Vi har endda ryddet op. Det ligner ikke længere, at lejligheden er beboet af tre junkier, der har ledt efter metadon.

Betty bander stadig. Det er mest noget med 'fuck' og 'kæmpe numsehul' og lidt tissemand og tissekone.

Pædagogerne siger, det er normalt. Jeg tænker helt klart Tourettes.

Men i morgen skal ungerne til deres far – og så ved jeg bare, hvor tomt det bliver – og hvor meget jeg kommer til at savne alt fra 'fuck' og fællesspisning til udflip og samsovning.