Ny oplevelse efter skilsmissen: Det er sgu en slags hårdt arbejde

Jeg har været på ferie. For første gang alene med mine to børn.

I efteråret blev jeg skilt fra deres far, og her i vinterferien besluttede jeg at tage ungerne til Mauritius i 12 dage for at se havskildpadder, delfiner, aber – og i det hele taget bare slappe af.

De seneste år har vi rejst som såkaldt normal kernefamilie: far, mor, fars ældste søn og vores to poder. Vi har delt opgaverne imellem os, så den ene kunne sove længe og den anden tage en cykeltur langs en kyststrækning eller dase ved poolen med en god bog. Vi skiftedes til at sørge for mad, til at tørre røv og putte unger, så den anden kunne drikke et glas vin i voksent selskab.

Men nu stod jeg i lufthavnen alene med en seksårig og en fireårig og skulle holde styr på pas, iPads, deres nakkepuder og høretelefoner og bestemt afvise tiggeri, hver gang vi passerede en legetøjs- eller souvenirbutik.

Det var det hele værd at være på havet med ungerne og opleve deres mod, når de frygtløst kastede sig i havet – også selv om jeg selv havde hjertet helt oppe i halsen af frygt for druknedød. Det var vildt sjovt, når den mindste på fire underholdt de andre voksne gæster på stedet med, at hun var jomfru – også selv om det pinligt.

Det var vidunderligt at sove i samme seng med dem, hele natten, på trods af at søvnen blev af varierende kvalitet, og så var det særligt at se dem kramme og kysse og hjælpe hinanden med små praktikaliteter – selvom det endte med pletter, spild og rod.

Du er en god mor, bemærkede en far på feriestedet. Det nemmeste er at sige nej og holde igen. Men du giver fri, sagde han.

Det betød sgu noget at få den anerkendelse. Og da jeg i flyveren hjem kunne konstatere, at ingen var blevet forbrændt, ingen var druknet, kufferten var fuld af skrammel fra markedet og hovedet og kroppen fuld af oplevelser, syntes jeg, han havde ret.

Hatten af for enlige forældre. Vi gør det sgu meget godt!