Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Det er dybt tragisk.«

Den 16. oktober havde elefanten Kanakota fået nok, da den stoppede op midt på dagens tredje tur med turister på ryggen. Passagererne blev hurtigt ført væk fra sædet på elefantens ryg, da elefanten lagde sig ned for aldrig at vågne igen.

Reaktionen på elefantens død kommer fra Gitte Buchhave fra dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection.

»Det var helt tydeligt, at den unge elefant, der kun var 18 år gammel, var blevet kørt alt for hårdt og havde været på alt for mange ture med turister,« sagde Gitte Buchhave, da hun var gæst i B.T. Live tirsdag. Se hele interviewet øverst.

Et arkivbillede af Kanakota.
Et arkivbillede af Kanakota. Foto: Moving Animals
Vis mere

Her forklarede hun, at der faktisk er tale om et stigende problem med elefanter, der lever i fangeskab og mishandles for at blive brugt til at underholde turister.

Derfor opfordrer Gitte Buchhave alle danske turister til straks at stoppe med elefantridning, selvom det umiddelbart kan se ganske uskyldigt ud.

Problemet er, at mange turister slet er ikke klar over, hvilke barske metoder, der skal til, for at det overhovedet er muligt at få en elefant til at lystre og være i nærheden af mennesker, fortalte Gitte Buchhave.

»Elefanten skal knækkes mentalt i en ung alder. Metoderne svinger. Men de medfører altid fysiske overgreb, hvor elefantungerne bliver slået og ofte nægtes søvn. Til sidst er ungen så nedbrudt, at mennesker kan kontrollere den.«

Men selvom elefanten er knækket, har den stadig sine vilde instinkter intakt. Og så længe der er fysisk kontakt mellem turister og elefanten, er elefantføreren nødt til hele tiden at minde elefanten om, hvem der bestemmer.

Det sker med en særlig elefantkrog, forklarede Gitte Buchhave.

Hun har selv oplevet, hvordan sådan en krog bliver brugt.

»Det var chokerende. Jeg var i Thailand for at besøge nogle steder, hvor man kan ride på elefanter. Der var en elefant, som skulle ud på en tur med turister på ryggen. I det øjeblik, de var ved at sætte sig til rette på elefantens ryg, skiftede den balancen fra den ene fod til den anden. Så fik den et ordentligt slag i hovedet med krogen, fordi den ikke havde fået tilladelse til det.«

Gitte Buchhave håber på, at hendes organisations arbejde for bedre forhold for dyrene bærer frugt.

»Vi er i kontakt med højtstående embedsmænd i nogle af landene, som er villige til at indgå i en dialog, så problemet ikke eskalerer yderligere.«

Andre læser også