Ifølge Rigspolitiet kostede det sidste år 252 livet i Danmark.

»Og jeg ved desværre, at tallet for 2019 er højere end nul. For min bedste ven døde for to måneder siden af en overdosis. Han havde ikke noget ondt i sig, men havde ondt i livet. Derfor tog han stoffer.«

Sådan indledte 27-årige Thomas Herman Nørgaard sit besøg torsdag i B.T. Live.

Men i stedet for at blive tilhænger af en endnu strammere stofpolitik efter tragedien er han i stedet blevet indædt fortaler for, at stoffer i alle afskygninger skal være lovlige i Danmark.

»Problemet med det marked, vi har nu, er, at man som bruger eller misbruger ikke har en jordisk chance for at vide, hvad der er blandet i narkotika, ligesom styrken kan variere fra dag til dag,« sagde Thomas Herman Nørgaard, der er social- og sundhedsordfører i Liberal Alliances Ungdom.

»Jeg tror ikke, nogen synes, at der er nogen forældre, som fortjener at finde deres barn med fråde om munden, som min vens far fandt ham.«

Thomas Herman Nørgaard nævnte i den forbindelse Portugal, som i 2001 legaliserede stoffer.

»Al erfaring peger på, at en form for legalisering er vejen frem. I Portugal har du set et drastisk fald i antallet af overdoser og folk, der bliver smittet med hiv.«

Hvordan en legalisering konkret skal tage form, vil Thomas Hermann Nørgaard lade være op til debat.

»Det er ikke ensbetydende med, at der skal ligge heroinkanyler side om side med pølsehornene i 7-Eleven,« sagde han og tilføjede:

»Man kunne godt have gradsforskelle, så man skal have recept for at få udleveret det, mens du kunne købe canabis uden.«

Se hele interviewet med Thomas Herman Nørgaard øverst i artiklen.