De valg, vi træffer gennem livet, er alle forbundet med større eller mindre risici, og vi er generelt vant til at vurdere og forstå forskellige typer risici.

Når vi går over vejen, vurderer vi, om der kommer en cykel eller en bil. Når vi køber et hus, vurderer vi, om boligpriserne vil stige eller falde.

Men ingen af os bryder os om at tage ukalkulerede risici. Derfor betaler vi os gerne fra visse risici, navnlig hvis de kan påføre os store økonomiske tab, og derfor har vi bil- og indboforsikringer, er medlem af en a-kasse etc.

Når man betaler en forsikringspræmie, opgiver man med andre ord frivilligt løbende en vis del af sin indkomst for at sikre, at man er dækket ind, hvis uheldet skulle være ude.

Modsat får nogle mennesker et kick ud af at tage risiko – større eller mindre. Nogle spiller oddset, mens andre bestiger Mount Everest.

Er du en af dem, der både har en cykelforsikring og spiller på oddset, kan du være ret sikker på, at du ikke helt har forstået sandsynlighedsregning. Det, som man i de finansielle markeder kalder risk/reward – altså det forventede afkast i forhold til risikoen – er nemlig umanerligt ringe på sådan noget som oddset, da sandsynligheden for den store gevinst som bekendt er uendeligt lille og på ingen måde står mål med indsatsen.

Med andre ord så betaler du både for at undgå et engangstab (f.eks. en stjålet cykel) og for at prøve at få en engangsgevinst (at vinde i oddset). Det er den slags paradokser, økonomer har det virkelig svært med – og af samme årsag finder man ikke mange økonomer på kasinoer.

Mens de fleste godt ved, at det næppe er det mest rationelle at spille med i oddset og andre tilsvarende spil, så er de færreste lige så bevidste om, at en række af de forsikringer, mange vil have tegnet, er alt for dyre i forhold til, hvad man faktisk får ud af dem.

Som udgangspunkt er det fornuftigt at tegne forsikringer mod skader og ulykker, som vil ramme ens privatøkonomi hårdt. Det er typisk forsikringer af bil, hus og indbo samt mod tab af erhvervsevne. Her er præmien som udgangspunkt relativt høj, men det er samtidig de forsikringer, som det ville være dummest at opgive – hvis de altså ikke ligefrem er lovpligtige, og man derfor ikke har noget valg.

Det udelukker naturligvis ikke, at man bør være opmærksom på, at man ikke betaler for meget for f.eks. sin bil- og indboforsikring.

Modsat er der forsikringer, som man ganske enkelt bare skal sige nej til. Det drejer sig om de (typiske tillægs-)forsikringer, hvor man forsikrer sig mod i kroner og ører relativt små tab.

To gode eksempler herpå er henholdsvis cykel- og elektronikforsikringer.

Cykeltyverier er desværre meget udbredte i Danmark, og det er altid ærgerligt at få stjålet sin cykel. Men selv for en cykel til 5.000-10.000 kr. giver det sjældent mening at betale 500-1.000 kr. om året for en cykelforsikring, hvor der typisk også vil være en relativt høj selvrisiko.

For dem, der ejer en ganske almindelig cykel og har en nogenlunde fornuftig privatøkonomi, er cykelforsikringer som udgangspunkt bare ikke pengene værd.

Det gælder navnlig i dag, fordi cykler er blevet så billige, at det bedre kan betale sig at droppe forsikringen fra start af og så købe en ny, hvis man er så uheldig at få stjålet eller ødelagt den gamle.

Det samme gør sig gældende for elektronikforsikringer.

Elektronikforsikringer er blevet mere populære i takt med, at vi gennem de sidste 20 år alle har fået mobiltelefoner og anden dyr elektronik. Og det er helt naturligt, at man bliver fristet til at tegne en forsikring, når man ser prisen på en ny iPhone eller en Apple-laptop. Sandheden er bare, at sådanne forsikringer er meget dyre i forhold til, hvor meget man reelt kommer til at bruge dem over tid.

I stedet for at tegne f.eks. cykel- og elektronikforsikringer kan man vælge at sætte et beløb svarende til, hvad man ville bruge på forsikringspræmier, til side hver måned, og hvis uheldet så skulle være ude, kan man bruge af det, man har sparet op. Men for langt de fleste danskere er det faktisk ikke engang nødvendigt.

I dag har danskerne nemlig generelt meget store kontante indeståender på deres bankkonti. Derfor kan den gennemsnitlige dansker, der har haft råd til at købe en iPhone i første omgang, formentlig også finde plads i budgettet til at købe en ny, hvis den gamle går i stykker.

Så kære dansker, bliv ved med at være fornuftig. Det er godt, at du har styr på dine forsikringer, men drop oddset og elektronikforsikringen – det er ikke pengene værd.