Mødre bruger hemmeligt trick

Kender du Ajax-tricket? Det er, når man kommer ind i opgangen og allerede kan dufte Ajax, inden man åbner døren til lejligheden. Så ved man, at kommunen er på besøg. Og at ens mor både er hjemme, er ædru og har gjort rent.

Det trick fortalte en veninde mig om, da vi var store teenagere. Velfærdssamfund? Ikke for hende.

Når man kender resten af hendes historie, bliver man intet mindre end målløs og rasende over, at 'kommunen' ikke gennemskuede tricket.

Hvis man har en bil, så kender man det helt sikkert. At der er en eller anden lampe, der blinker nede på instrumentbrættet. Så ved man, at der er noget, der er ved at gå i stykker. Så vil ethvert velforvaret menneske selvfølgelig køre bilen på værksted. I stedet for at vente på, at bilen brænder sammen.

Det er almindelig sund logik. At vi prøver at gøre noget, før det går helt galt. I stedet for at vente på katastrofen og først slukke ildebranden, når hele huset står i flammer.

Men når det handler om udsatte børn, så eksisterer den logik ikke. Der venter vi i stedet i årevis med at gøre noget.

Selvom vi allerede tidligt kan se, at der er noget galt, så venter vi. Selvom vi ved, at der er problemer i hjemmet, og selv hvis pædagoger og skolelærere råber vagt i gevær, så bliver der alt for sjældent grebet ind. Hvis forældrene drikker, er for syge til at tage sig af deres børn eller slår børnene.

Og så går det præcis, som det ville gå, hvis man kørte videre i en bil med advarselslamperne tændt på instrumentbrættet. Det går sådan, som det uundgåeligt vil gå: Galt. For børnene betyder det alt for tit, at problemerne i hjemmet bliver større. At børnene tager endnu mere skade. At de får det sværere i skolen. Nogle af dem ender med at skulle anbringes. Andre får det sværere i livet og ender med at tilbringe voksenlivet i det sociale system.

Både for samfundet og for det enkelte barn er det en virkelig skidt indretning. Fordi de børn, der ikke får den hjælp, de har brug for, og fordi jo længere tid vi venter med at gøre noget, jo dyrere bliver det. Ingen vinder.

Børneskæbner blive knust, og vi lader liv fise ud i sandet, fordi vi er for bange for at gribe ind i tide. Fordi vi hele tiden er tilbageholdende med at gribe ind i familielivet.

Og det kan jo være forståeligt nok. Instinktivt har vi ikke lyst til, at staten skal blande sig i, hvad hr. og fru Jensen render og laver derhjemme.

Men! Når det handler om børn, der har det dårligt, så må hr. og fru Jensen altså finde sig i, at vi griber ind. Fordi hensynet til børnene står over alt andet. Og fordi endnu en generation af udsatte børn ikke skal vokse op og kende til Ajax-tricket. De har ret til en tryg og sikker barndom.