Ja, vi lever polyamourøst, men vi er der for hinanden, min mand og jeg.

I aften kommer min mand, Hans Erik, ikke hjem fra arbejdet i byen – han overnatter nu hos Marie og Martin hver onsdag til torsdag. Suuuper ordning, da vi bor et godt stykke uden for byen.

Det varmer mig, når han fortæller, hvordan Marie laver en indbydende morgenmad klar, og de deler en stille morgenstund sammen inden dagens mange gøremål. Min mand og jeg har delt hovedparten af 9676 morgenstunder sammen, siden vi mødtes første gang i starten af 90'erne, så jeg under ham det til fulde.

Jeg kender hende ret godt, da de var kærester et års tid for et par år siden. Nu er de venner. Martin og jeg havde en kærlig relation et stykke tid, men det gled hurtigere ud. Martin synes, det er hyggeligt, at min mand dukker op en gang om ugen – de er i øvrigt også lige blevet kollegaer.

Forleden da Hans Erik kyssede mig farvel, udbrød han: 'Nu har vi startet bofællesskabet her på landet, og så er der allerede en herlig knopskydning i byen.'

Med Marie er min jalousi aldrig blevet vakt – som den bestemt er blevet med andre af min mands relationer - der er noget ved hendes blide væsen og hende og hendes mands forbundethed gennem 37 år, der gør, at min angst for at miste ikke er blevet trigget.

MEN vi kom alle fire ud i store eksistentielle overvejelser, da Martin blev alvorligt syg. Vi havde kendt dem et halvt års tid, da Martins hjerte fik så mange problemer, at en kompliceret operation var uundgåelig.

De fik lavet testamente, og jeg glemmer ikke den dag, da vi krammede ham farvel og tog hjem – der var fare for, at vi aldrig så ham igen. At en kone mistede sin elskede mand og to børn deres far …

Den aften, dagen før operationen, sad min mand og jeg og kiggede lidt rystet på hinanden: Hvad var det, vi havde kastet os ud i? Han og Marie sås cirka en dag/aften om ugen, overnattede nogle gange sammen. Han var jo det menneske, der stod andentættest på hende.

Hvad hvis Martin ikke vågnede op, og Marie stod alene tilbage? Hvor stort ansvar havde og ville Hans Erik ha'- og hvad ville min rolle blive?

Marie ville have behov for SÅ megen omsorg og støtte. Var vi klar til det – havde vi et valg? Til sidst måtte vi udmattet slippe alle spekulationerne og bad til, at Maries mand overlevede.

I de mange timer, Martin lå på operationsbordet, turde jeg knap trække vejret – det MÅTTE ikke gå galt. Da beskeden tikkede ind fra Marie, at operationen var gået godt, at han nok skulle vågne op igen, men at der ville blive en lang rekonvalescensperiode, sprang mit hjerte en gang over af lettelse.

Næste dag tog jeg til Rigshospitalet med blomster og en sjov hat til Martins bare hoved. I vores Messenger-gruppe havde Marie, min mand og jeg koordineret, hvem der besøgte ham hvornår. Det var godt at se ham – vi havde stuen for os selv lidt, og jeg kunne give ham alle de kys og varme kram, jeg havde lyst til.

Jeg besøgte ham en gang mere og var der i flere timer med intens nærvær – han fortalte, at de andre patienter og personalet havde spurgt meeeeget nysgerrigt til, hvem den anden kvinde mon var. Det kunne da hverken være en søster, kollega eller nabo???

Vi havde flere måneder i forvejen planlagt en stor livsglæde-sommerfest med 70 gæster. Alle præsenterede sig, og Marie kunne fortælle, at hendes mand desværre ikke kunne være der. Da det blev min tur, kan jeg huske den berørthed og forbundethed, jeg følte med den anden kvinde, med hvem jeg delte mand.



En par måneder senere valgte Martin og jeg ikke at ses mere – andet end som venner. Marie og min mand forsatte med deres forhold. Men det er en anden historie.

Det er ikke for småbørn at udvide sit kærlighedsliv, men jeg har aldrig før følt, jeg lever så meget i nuet med stor taknemmelighed for hver dag, jeg vågner op.