Jeg bliver næsten dagligt hånet for det

Teknologi er smart. Har du brug for den?

Jeg stiller mig selv spørgsmålet og ser mig omkring: Jeg sidder ved en computer med hurtig internetforbindelse og trådløst tastatur. Min højtaler står på bordet. Den er ladet op, og musikken spiller fra min telefon via bluetooth ud af højtaleren.

Musikken er hentet på Spotify, hvor jeg har lavet op til flere egne playlister. Så svaret må være: Ja!

En enkelt ting springer i øjnene her på mit nye kontor: En ledning hænger på tværs henover mit skrivebord fra computeren og til printeren. Jeg har forsøgt at få et længere kabel, men i alle teknikforretninger får jeg at vide, at jeg skal købe en trådløs printer, og at de i hvert fald ikke længere sælger kabler.

Og lige dér stopper min fascination af ny teknologi. Jeg smider ikke bare ud. Min printer er spritny og virker upåklageligt. Når det kommer til smartness indenfor miljø og genbrug, så synes jeg, de teknologiske udviklere tænker helt vildt umoderne. Tænk bare på de oceaner af forskellige typer opladere, der ligger i skuffer og skabe.

Der opfindes hele tiden nye behov, og vi springer gladelig på, hvis nogen fortæller os, det gør hverdagen nemmere. Problemet er, at vi springer på, allerede inden vi egentlig har gennemskuet, om det nu også rent faktisk gør hverdagen nemmere.

Og det er nok årsagen til den omsiggribende diskussion om Forældreintra. Teknologiske udviklere har lavet et program til forældre og skole, som på mange måder er smart. Der kan kommunikeres på kryds og tværs, og hine steder kan man finde ud af at holde sig til et anstændigt omfang af beskeder.

Men mange forældre og lærere oplever, at Forældreintra bliver endnu et uoverstigeligt bjerg af informationer i hverdagen, hvor der i forvejen er så rigeligt, der skal tages stilling til. Og så ender det som nu i en skyttegravskrig, hvor den ene part forsvarer Forældreintra, fordi det er fremtiden, og den anden part ryger over i det, der forleden blev beskrevet som amish-kultur, hvor man ønsker en analog meddelelsesbog, som før i tiden.

En af mine yndlingsbøger er skrevet af en af Danmarks førende eksperter indenfor digital kultur, Katrine K. Pedersen. Den hedder 'Phono Sapiens' og handler om, hvordan vi ikke når at tage stilling til konsekvenserne af den moderne teknologi, simpelthen fordi udviklingen går så stærkt.

Vi hopper med ombord på det nyeste uden at sætte et eneste spørgsmålstegn. De seneste ugers postyr omkring Huawei og mistanken om spionage er endnu et bevis på, at vi er hurtige til at købe billige smartphones men langsomme til at opdage, hvad telefonernes udviklere er i stand til at gøre ved os.

Jeg synes, det er svært at hitte ud af, hvad der er rigtigt og forkert, men jeg synes faktisk, det er endnu sværere at stå fast på egne værdier.

Jeg bliver næsten dagligt hånet for min papir-kalender, men altså… for det første kan jeg konstatere, at jeg er langt hurtigere til at føre noget ind i den end andre, og for det næste får jeg et hurtigere overblik end dem, som dimser rundt med computer og telefon, når de skal lave aftaler.

Bevæger man sig ind i min stue, vil man også straks lægge mærke til, at jeg har et oldgammelt B&O anlæg med CD afspiller. Jeg har netop skilt mig af med 500 CD’ere, men jeg har beholdt dem, jeg ikke har kunnet finde på Spotify eller Itunes…og det er faktisk over 100 styks. Skulle jeg så holde op med at lytte til dem?

Og hvad gør sådan en som mig, som er glad for at læse i bookletten, hvem der har produceret og hvor? I køkkenet har jeg til gengæld en Quooker. Den var jeg en af de første i Danmark, der købte. En kogende vandhane.

Jeg har haft Quooker i 15 år, og jeg vil aldrig undvære den, så jeg er ikke imod teknologiske vidundere. Jeg vil bare gerne selv have lov at vælge. Facebook eller ej? Instagram eller ej? Snapchat eller ej? Forældreintra eller ej?

Jamen hvis du ikke er på de sociale medier, så ryger du udenfor fællesskabet, vil mange mene. Og måske – vil jeg så svare – er det lige præcis det, jeg ønsker.