I 2009 brugte firmaet Apple for første gang offentligt i en reklame en formulering, som på mange måder er blevet det styrende element i de fleste moderne menneskers liv.

Sætningen lød i al sin enkelhed 'There’s an app for that' – underforstået, at uanset hvilket behov mennesker havde, så var der en app, der ville kunne løse det. I dag, 10 år efter, må vi bare nøgternt konstatere, at de fik ret.

I dag kan du købe ind via Nemlig.com, få bragt mad ud via JustEat, finde potentielle datingpartnere gennem Tinder, jagte opmærksomhed gennem Facebook, underholdning gennem YouTube eller Netflix, information gennem Google, venskaber via Snapchat, anerkendelse via Instagram og få afløb for din vrede, da der altid er en Twitter-diskussion, som du kan blande dig i.

Men ligesom når du træner i et fitness–center, så vil de redskaber, du vælger at bruge over tid, også påvirke dig selv. Dvs. at hvis du vænner dig til at anvende en given app til noget bestemt, så vil du over tid også begynde at blive påvirket af brugen.

Men hvor effekten i et fitnesscenter er ønskelig i form af større muskler, bedre kondition osv., så er det mentale iFitness-center på din smartphone måske ikke lige så smart for dig at bruge.

I et forsøg så man for eksempel, at folk, der havde tendens til at bruge Google meget, automatisk tænkte på Google, hver gang de stødte på uvidenhed. Men tærsklen for, hvornår man tænkte på Google, blev tilsyneladende også lavere. Selv spørgsmål, man egentligt godt kendte svaret på, men måske blot skulle have haft brugt lidt tid på at tænke over, blev i stedet erstattet af en Google-søgning - fordi det bare var nemmere.

Med tanke på, hvor mange af os der bruger fitness-centre, dyrker sport og motion og lignende, er det nærliggende at spørge, hvorfor vi egentlig gør det, når nu vi bare kunne være blevet liggende derhjemme i sofaen i stedet?

Eller hvorfor cykler vi, når vi kunne have taget bussen eller bilen? Måske fordi vi ved, at et sundt fysisk helbred kræver, at man er aktiv. Måske har vi set kampagner for 10.000 skridt om dagen, at man skal spise sundt eller jævnligt eller sørge for at få sved på panden.

Men hvor er kampagnerne for den mentale sundhed, der husker os på, at vi skal give vores hjerner en pause på minimum 30 minutter om dagen? Eller at vi skal huske at kramme vores nære i mindst fem minutter dagligt?

Eller 'Unyttighedskampagnen', som fortæller os, at vi dagligt bør huske at kigge ud ad vinduet uden andre formål end at nyde udsigten og bare lade tankerne vandre? Formentlig skyldes fraværet af den slags kampagner, at vi lever i et samfund, hvor alt det, som kan måles, vejes og bedømmes, er langt lettere at have med at gøre end noget så diffust og umåleligt som livskvalitet, glæde eller tryghed.

Men skal vi som samfund lykkes med at få ændret nogle af de strukturer og processer i samfundet, der skaber stress, så kræver det, at alle engagerer sig. Vi er ganske enkelt allesammen nødt til at bidrage, hvis vi skal vende udviklingen over, hvor mange mennesker der hver eneste dag knækker mentalt.

Men hvordan får man dog en hel befolkning til at interessere sig for stress og engagere sig i debatten? I sidste uge lancerede Det Nationale Stresspanel, som jeg er medlem af, vores første forslag til reduktion af stress, nemlig at lukke Forældreintra. Vi havde to formål:

For det første gav det klar mening for os at diskutere det hensigtsmæssige i, at forældre er nødt til at bruge teknologiske platforme og blive 'managere' for deres børns skolegang, hvorved man kan komme til at fratage børnene muligheden for selv at udvikle ansvarlighed og selvstændighed.

Det kan føre til en manglende livsmestring, som så senere kan blive en del af stressudviklingen. Det andet formål var at få hele samfundet gjort interesseret i diskussionen om et Danmark i mental trivsel, hvilket må siges at være lykkedes til fulde.

Jeg glæder mig til lanceringen af vores kommende forslag og håber meget, at du også vil deltage!