Jeg kan forstå, at politikerne pønser på at lave karakterskalaen om. Det er en god idé.

Problemet er bare, at det også var en god idé, dengang den blev indført for kun 13 år siden.

Sådan er det med rigtig mange fremskridt. De har det med at slå tilbage. Vi gjorde det lettere at komme frem på cykler i byen, men det betød så også, at vi indførte højresvingsulykker. Vi har lagt GPS ind i bilerne, sådan at vi kan finde vej – men nu sidder bilisten halvdelen af tiden og glor på en skærm i stedet for at følge med i trafikken.

Jeg tager mod fremskridt med skepsis. Det er noget, der er kommet med årene, for som barn og ung var jeg urokkelig optimist. Næste år ville alt blive en smule bedre. Om ti år ville der nok være fred på det meste af planeten. Om tyve år ville mennesker være klogere og dygtigere.

Derfor tog jeg også gladelig imod industriens tilbud om et liv med plastik. I dag er vi alle ved at blive kvalt i det. Der ryger 15 tons plastik i havene hvert eneste minut.

Jeg stolede også på, at regionrådene var en god idé. Her kun 12 år efter kan jeg så forstå, at det var de alligevel ikke.

Det var også en god ide at skaffe mad nok, hvilket vi gjorde med tilsætningsstoffer, sprøjtemidler og antibiotika. I dag er vi så endt med en kolossal hovedpine i samme anledning. Til gengæld har vi fået så meget mad, at mange er i fuld sving med at æde sig ihjel.

Jeg var helt med i halen på 68erne, da de bekæmpede autoriteterne. I dag mangler vi autoritet i alt fra klasseværelser til forældreskab og har efterladt snotforvirrede unger.

Og jeg var med på ideen om at være lykkelig hele tiden, hvad der senere har vist sig at være en fuldstændig naturstridig ambition, som kun kan mislykkes. Og som derfor også medfører opløsning af hvert andet ægteskab.

Medaljen har altid en bagside. Vi har det med at forbedre tingene ad Pommern til. Det efterlader os i en form for fortvivlelse, fordi det samtidig er på pokkers svært at koble sig af disse forbedringer.

Hvordan kan man leve et liv helt uden plastik? Hvordan skulle man kunne finde sig en kone eller mand, hvis man i overensstemmelse med sandheden kun kan tilbyde lykke cirka 35 procent af tiden? Og hvad bliver det næste fremskridt, vi må reparere på? Sundhedsplatformen? Supersygehusene? Cykelkulturen?

Jo mere vi skal kassere og reparere på vores fremskridt, jo mere vil det enkelte menneske begynde at tvivle på dem, der laver disse fremskridt. Der er nu en kæmpestor tillidskløft mellem det almindelige menneske på den ene side og de politikere, medier og industrier, der på den anden side hele tiden forandrer deres verden. Og nogle gange fjerner deres eksistensgrundlag.

Jeg ville ønske, at det der var lidt mere tilbagegang. Jeg behøver ikke flere vejbump, strukturreformer, selvlysende bænke, motionsstier i parken og højere levealder. Jeg vil gerne føle, at mit liv ikke konstant bliver overhalet af samfundet.

Så måske skulle man ved valget om lidt stemme på den politiker, der lover at sidde musestille i fire år og ikke forbedre noget som helst. Og måske skulle man nøjes med et langsomt internet, for så får man tid til at lave kaffe, mens maskinen står og søger. Ja, måske skulle man nøjes lidt mere. Det kunne vise sig at være ... et fremskridt.