Vi er kun seks uger inde i året, men jeg er allerede gået i gang med at finde frem til årets ord 2019.

Det er der ganske vist flere andre, der også er. Men jeg synes ikke, de er særlige gode til det.

Enten vælger de noget, der er for oplagt (som med 'hvidvask' i 2018), eller også er det for mærkeligt (som vuvuzela i 2010). Eller også fedter de for modernitet (som MobilePay i 2014)

Man skal overlade det til mig. Jeg er en sur, halvgammel mand, og det er den slags, vi har brug for til at beskytte os mod moderne nonsens. Behøver jeg at minde om, at 'fuck' nu er et officielt dansk ord? Og at 'pikansjos' endnu ikke er det? Og behøver jeg at fortælle, at det burde være omvendt?

Så her er min foreløbige liste:

Herrelandshold: For to år siden blev årets ord 'kvindelandsholdet'. Det var også et super hold, men de blev trods alt ikke verdensmestre. Det blev til gengæld herrelandsholdet med Mikkel og Landin for nylig. Så hvordan vil man nu forklare, at det ikke skal være årets ord? Medmindre holdet simpelthen bare har det forkerte køn.

Paradigmeskifte: Ordet bliver sagt hele tiden på Christiansborg sammen med lignende ord som sundhedsreform og differentieret pensionsalder. Jeg vil tro, at det er noget, politikerne siger for at vinde det kommende valg. Men først og fremmest er der ingen vælgere, der ved, hvad ordene betyder. Det er mystiske og uigennemsigtige ord og dermed eksempler på fremragende politisk kommunikation.

Pyt: I september sidste år foreslog en masse danskere faktisk dette smukke ord til årets ord 2018. Det lyttede de fine komiteer ikke til, men så synes jeg, vi må give det endnu en chance her i 2019.

Da jeg var knægt oppe i Frederikshavn, var der en fyr, der hed Per Dam. Men han var så lille, at vi bare kaldte ham Per Pyt. Så pyt er et praktisk ord. Det er også nemt at sige, hvilket er godt for en befolkning, der har opgivet at udtale ethvert ord på mere end fem bogstaver.

Og så er ordet i øvrigt et godt værn mod stigende ejendomsskatter, uendelige vejarbejder og naboens hund. Man har lyst til at begå mord, men man kan også bare sige pyt og forsøge at leve videre.

Krogmodnet: Hvis man bestiller krogmodnet kød på restauranterne, finder man hurtigt ud af, at det smager lige som alt muligt andet kød. Til gengæld er det 30 pct. dyrere. Det er genialt. Ordet kan bruges til øget indtjening overalt. Krogmodnede agurker, krogmodnede hjemmesko og krogmodnede cykeldæk.

Jobparat: Jeg elsker de ord, vores myndigheder opfinder for at gøre os alle sammen lidt bedre. De har f.eks. opfundet ordet 'togrevisor' for at stille en billetkontrollør i et lidt mere humanistisk lys. På samme måde illustrerer ordet 'jobparat', at du er et spændstigt og ivrigt menneske, der bare venter på at komme i gang.

Virkeligheden er nok en smule mere broget for de fleste 'jobparate'. Og det gælder sådan set de fleste af os. Jeg selv har arbejdet uafbrudt i 40 år, men jeg har nu aldrig rigtigt følt mig 100 pct. jobparat.

Jens: Jeg var med til at starte TV2 for 31 år siden. Jeg var studievært sammen med bl.a. Line Baun Danielsen, og allerede to år efter var Line et af landets mest populære pigenavne. På drengesiden var navnet Jens derimod slet ikke på listen, og det er ikke blevet bedre siden.

Jeg synes godt nok, det er synd for det pæne navn. Det er på vej mod udslettelse. Det skal på finansloven og på fredningslisten sammen med frøer og salamandre.

Og det kunne blive årets ord 2019. Stem på Jens.