De første år i vores åbne ægteskab havde jeg en del forskellige kærlighedsrelationer af kortere eller længere varighed.

Herefter havde jeg især et specielt og langt forhold, som kom til at betyde meget både dengang og i dag, hvor jeg er mange erfaringer rigere.

Alt var så nyt, og jeg famlede mig frem, da få indtil da havde delt deres erfaringer på dette område. Sidst jeg havde haft et forhold til en anden mand, var jo godt og vel 20 år tidligere, da jeg var 25 år.

Jeg oplevede, at hvert nyt møde, hver interaktion og afsked gav indsigter og aha-oplevelser i min bevidsthed. Ja, jeg lærte efter hver relation mere om andre mennesker, men allermest om mig selv.

Mens forholdene stod på, kunne de til tider være smerte- og dramafyldte og opslidende, hvor jeg ikke kunne se meningen med det. Men bagefter – især når jeg var kommet videre og kunne se, hvad der var sket i et større perspektiv – blev jeg taknemmelig.

Jeg følte, at hvert menneske, der åbnede sit hjerte for mig, og som jeg åbnede mit hjerte for, var en sand læremester – en bevidsthedshjælper på min vej videre gennem livet.

Og når det er så intimt og dybt, når man som polyamorøs har mulighed for at knytte kontakt til flere på én gang, er der virkelig store chancer for, at man kan få sig et los i røven.

Der er i hvert møde en ny mulighed for at få ryddet op i de af sine ukonstruktive handlings- og forsvarsmønstre - der jo engang var overlevelsesstrategier - fra da man var barn, men som er blevet pokkers uhensigtsmæssige i et forhold, når man er blevet voksen. Hvis man har lyst til det, vel at mærke.

Ligesom man i serielt monogami kan vælge at kigge indad efter et brud – så nissen ikke flytter med i næste forhold!

Min mand har været min allerstørste hjælper. Men en anden mand kom i en periode på halvandet år til at betyde utrolig meget for, at jeg kan stå, hvor jeg gør i dag, med meget mere ro og tro på mig selv som kvinde, elskerinde, partner, coach og psykoterapeut.

Det var mit første virkelige lange og dybe parallelle kærlighedsforhold. Den anden mands ageren i verden var diametralt modsat min mands og mindede meget mere om min egen. Der var enorm stor tiltrækning og intenst kæresteri fra første færd mellem os.

Vi sås hver anden weekend og hver anden onsdag plus til fester og ferier. Vi skiftedes til at være i hinandens hjem. Der var en ligeværdighed i energi og lyst til, hvad vi hver især ville investere i vores forhold. Jeg elskede det, og jeg elskede ham for det.



Min kæreste og min mand blev meget hurtigt gode venner, og ja, når jeg fik besøg fredag aften, hændte det jævnligt, at de to herrer lige skulle ordne verdenssituationen over et godt glas rødvin – eller to, og jeg tænkte: Hmmm, hvem er det egentlig, der har fået besøg?

Vi nød livet og hinanden, men ofte kunne vi bruge halvdelen af vores kostbare tid sammen til at diskutere vores egen og den andens adfærd. Vi var begge optaget af at se på vores negative sider, og begge mente bestemt, at vi kunne hjælpe den anden i at komme videre i den personlige udvikling.

Efter en weekend sammen kunne jeg nogle gange være helt udmattet af at være i proces, som min mand blev godt træt af, fordi jeg ikke kom hjem med overskud. Min kæreste og jeg var en alfahan og en alfahun, der kunne tage diskussioner, så gnisterne fløj, og derefter elske euforisk i frydefuld overgivelse.

Oftest blev jeg klogere på samspillet mellem os og kunne se, at jeg havde fået ryddet op i endnu et bid af gamle mønstre, som hverken var til gavn eller glæde for mig selv eller andre.

Men uanset alt det smukke, vi havde sammen, kunne jeg for et år siden fornemme, at jeg havde fået den mængde af gaver, jeg skulle og kunne modtage i det forhold. Tiden med mit gamle mønster med at tro, at jeg mest kunne udvikle mig gennem mentale tvekampe, udadreagerende processer og i turbotempo, fortalte min krop mig tydeligt, var forbi.

Af hele mit hjerte er jeg ham og den anden kvinde, der stod ham nærmest, og som jeg oplevede den smukkeste forening med til sidst, taknemmelig for at have været i mit liv. De gav mig mulighed for den vildeste udviklingsrejse, jeg aldrig ville have været foruden.

Lad os forsøge at se hvert et forhold, vi har været involveret i, hvert et menneske, vi har investeret tid sammen med, og hver en sjæl, vi har elsket, som gudindens gave til at blive klogere på os selv, til glæde for vores kære, os selv og vores fremtidige relationer.