I denne valgkamp er der foruroligende lidt indhold til os, der brænder for at høre politikernes tanker og visioner for fremtidens erhvervsliv.

Kære folketingskandidat. Du, som drømmer om at blive et af de 179 hoveder på borgen.

Vi sidder en kæmpe vælgerskare, som hungrer efter at høre, hvilke ambitiøse planer du har for erhvervslivet i Danmark. Hvor er debatten for os, der brænder for det erhvervsliv, som i dag er og i fremtiden fortsat skal være den vigtigste motor for vækst og velfærd i Danmark?

Det går godt økonomisk i Danmark. Alligevel er der grund til at hejse et bekymringens flag. For vi mangler arbejdskraft. Det slog Dansk Arbejdsgiverforening fast i en analyse i januar, og vi er i benhård konkurrence med resten af Europa om arbejdskraften. Alligevel er valgets vigtigste debatemne paradoksalt nok, hvordan vi reducerer antallet af udlændinge i Danmark.

Altså: Erhvervslivet skriger på arbejdskraft. Politikerne skriger på stramninger på integrationsområdet. Så pilene peger i hver sin retning, og det er vi nødt til at tale om. For ellers risikerer vi snart at sætte erhvervslivet, fremtidens vækstmotor, under et enormt pres.

De Radikale pipper om det. Partileder Morten Østergaard vil gerne have mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Bravo, siger jeg bare.

Det er et vigtigt standpunkt og langt mere interessant at diskutere end fjollede, symbolpolitiske grænsebomme i Syddanmark. Jeg vil langt hellere vide, hvordan politikerne har tænkt sig at aktivere de udlændinge, der er i landet, som reelt kunne være værdifulde i vores samfund, men som i stedet blandt andet lever under kummerlige forhold bag hegn i Sjælsmark.

Og jeg er nysgerrig efter nogle konkrete svar på, hvordan vi tiltrækker kvalificeret arbejdskraft fra andre lande, når vi nu mangler den.

Jeg har respekt for De Radikale, som står ved deres holdning i en tid, hvor det tilsyneladende er vigtigere at vinde kampen om de hårdeste stramninger på integrationsområdet for mennesker, som tilfældigvis er havnet i Danmark, og som ikke er født med et rødbedefarvet pas og medfølgende privilegier, end det er at sikre den bedst tænkelig fremtid for landets borgere uagtet etnisk oprindelse.

»Udlændinge er helt afgørende for, at vi kan fortsætte den vækst, vi er inde i,« lød det i november fra Dansk Industri.

Jeg er helt enig.

Vi ønsker at være foregangsland på det teknologiske område, men i hele den danske tech-industri skriger desperate virksomheder på kvalificeret arbejdskraft i form af blandt andet programmører. Det glæder mig, at uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers har afsat 81 mio. kr. til teknologiforståelse. En god investering i fremtidens arbejdskraft. Men vi har også behov for arbejdskraft her og nu.

Hvorfor er vi så bange for at kigge ud i Europa og resten af verden?

Måske fordi den politiske debat ofte reduceres til en snak om mislykket integration og milliondyre og i øvrigt ineffektive grænsebomme. Det er måske også nemmere at forholde sig til det simple end det komplicerede, som udviklingen af vores erhvervsliv er.

Jeg synes, vi skal benytte vores status som en attraktiv velfærdsstat til at tiltrække den arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for. Om arbejdskraften er af asiatisk, afrikansk eller europæisk herkomst er jeg fuldstændig ligeglad med.

For kun med kvalificerede udlændinge som en del af vores arbejdsstyrke kan vi fortsat udvikle det erhvervsliv, som i årene fremover skal skabe øget værdi til Danmark og medvirke til, at vores velfærdssamfund fortsat kan løbe rundt.