I min jagt på at finde ud af, hvem jeg skal stemme på til mit første folketingsvalg, er jeg nået til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Men én helt bestemt situation gør, at jeg finder Mette Frederiksen hyklerisk, så jeg er i tvivl. Det vender jeg tilbage til.

Som foredragsholder bruger jeg meget tid på at rejse rundt i Danmark for at hjælpe amerikanere og andre udlændinge med at falde på plads i det danske samfund.

Jeg fortæller dem altid, at de: 1) aldrig skal sige nej til kage, 2) aldrig skal foregive at være en klogeåge og 3) aldrig må skabe fjender – Danmark er og bliver en lilleputnation, og man vil altid på et eller andet tidspunkt rende ind i de samme personer igen.

Jeg tænker, at formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, kunne have haft gavn af de råd, da hun i 2005 skrev indlægget 'Alle skal tage et medansvar for folkeskolen', hvor hun kritiserede forældre til børn i privatskole for at svigte det danske fællesskab.

Lige dér fik hun nemlig mindst én fjende: undertegnede.

På trods af at jeg ikke interesserede mig for dansk politik dengang, da jeg ikke havde stemmeret, så gjorde debatindlægget alligevel indtryk på mig, da mit eget barn gik på en privat lilleskole. Jeg følte bestemt ikke, at jeg svigtede samfundet ved at lade mit barn gå på lilleskole.

Selvfølgelig husker jeg også tydeligt, da Mette senere valgte at sende sit eget barn i lilleskole med kommentaren:

Mette Frederiksen
Mette Frederiksen Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Som forældre skal man træffe den beslutning, der er bedst for ens barn.«

Lige præcis, Mette, det synes jeg også. Ligesom resten af den danske forældreskare. Du er sjovt nok ikke den eneste, som mener, dit barn er noget særligt.

En sådan hyklerisk holdning er Mette ikke ene om at have: Barack og Michelle Obama er også passionerede fortalere for det offentlige skolesystem, men deres egne døtre skulle selvfølgelig gå på privatskole. Jeg har en meget lav tolerance over for folk, der ikke kan lide smagen af deres egen medicin.

Sådanne folk minder mig alt for meget om de tv-prædikanter, som lovpriser Jesus' lønsomhed, mens de selv bor i megavillaer. Eller de frelste miljøforkæmpere, som mener, at alle andre skal tage bussen (mens de selv kører rundt i en Audi Q3), og at alle andre skal holde op med at flyve så meget, mens de selv flyver til Folkemøde på Bornholm i et væk.

Mon ikke hun vinder

Jeg bærer ikke nag, bare rolig, Mette. Jeg skal nok lykønske dig, hvis (når) du vinder valget. Men har Mette og socialdemokraterne fortjent min stemme ved det kommende folketingsvalg?

De arbejder i hvert fald hårdt på at gøre sig fortjent til det. Socialdemokraternes plakater hænger på samtlige busser og togperroner i mit nabolag, både dem med Mettes lille lukkede smil og dem, hvor hun viser sit skinnende hvide, men skæve tandsæt frem i sit store smil.

Fun fact om kulturelle forskelle: Hvis Mette vinder, vil enhver amerikaner, der møder hende, med garanti tænke for sig selv: Hvis hun er statsminister, hvorfor fanden har hun så ikke fået rettet sine tænder?

I vil aldrig se en amerikansk politiker med skæve tænder. Se bare en af Demokraternes mest fremtrædende politikere, Alexandra Ocasio-Cortez. Hun har både radikale holdninger og et perfekt tandpastasmil. Det er ikke for ingenting, at hendes modstandere kalder hende Barbie-socialisten.

Overfladisk socialisme

Er jeg overfladisk? Måske, og måske skulle socialdemokraterne se lidt indad. Forleden fandt jeg en folder fra dem i min postkasse. Forsiden var prydet med en køn, ung og blond pige, som jeg gik ud fra var min lokale valgkandidat - men nej.

Det var 'Sarah' fra deres ungdomsafdeling. Bare 'Sarah'. Intet efternavn. Hvorvidt hun var valgt for sine blå øjne og blonde hår eller sit engagement i klimadebatten, var ikke til at sige. I det mindste var hun ikke iklædt bikini.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet mere af en kvindelig spidskandidat - min fejl, måske. Men hvad forventer vi egentlig af vores politikere? Stemmer vi på dem af respekt for deres moralske karakter, eller fordi vi regner med, at de får noget fra hånden?

Hvad kan et monarki?

Når man som jeg selv er vokset op uden et monarki, så er det nemmere at se fordelene ved det. Den vigtigste fordel, sådan som jeg ser det, er monarkiets mulighed for at være en nations ansigt udadtil uden politiske undertanker. En monark kan stå for alt det bedste i en nations karakter, mens den får andre til at lave det beskidte mæglerarbejde, som vores demokrati beror på.

Sådan er det ikke i USA. Her skal præsidenten klare begge opgaver, men ender oftest ud med kun at leve op til den ene del: Berømte Obama var ikke særligt effektiv, mens berygtede Trump er overraskende produktiv.

Måske jeg skulle prøve at anskue mit valg fra den vinkel: Det kan godt være, at jeg har følt mig personligt fornærmet af Mette, men har hun det, der skal til, for at få nogle ordentlige politikker igennem?

Jeg er stadig ikke helt så glad for Mette, som jeg havde håbet på at være her op til mit første folketingsvalg. Men jeg beholder hende og resten af Socialdemokratiet på min liste over mulige kandidater. Indtil videre.

Næste gang: Vil en af mine nærmeste danske venner kunne overtale mig til at stemme på Enhedslisten?