Jeg skal stemme for første gang ved det kommende folketingsvalg, og jeg er meget åben.

Der er dog ét parti, jeg ikke kunne drømme om at stemme på. Hvem det er, kan du læse nederst i dette indlæg. Men lad mig først forklare min situation.

Jeg har selv passeret de 40 år, men de fleste førstegangsvælgere er omkring 18 år gamle, og de fleste i den alder er nok mere spændte på at kunne få kørekort eller blive piercet uden forældrenes samtykke end på at skulle stemme for første gang.

Sådan har jeg det selvfølgelig ikke, tværtimod. Jeg er virkelig spændt på at få lov til at stemme ved det kommende folketingsvalg. Jeg blev dansk statsborger i 2017, så det her er første gang, jeg får chancen for at få national indflydelse.

Jeg er en passioneret vælger: Jeg stemmer stadig i mit hjemland, USA, også selvom min stemme bliver talt op i New York, hvor Demokraterne alligevel altid vinder. Jeg stemmer efter faste principper og ikke efter loyalitet.

Derfor stemte jeg også demokratisk ved Hillary Clinton vs. Donald Trump, mens jeg ikke stemte demokratisk i 2018, da jeg vendte tomlen nedad til min kvindelige senator, da det kom frem, at hun stadig tager imod penge fra Harvey Weinstein & co.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvilket parti der har fortjent min stemme; derfor skriver jeg denne klumme.

For i løbet af de kommende uger skal jeg finde det parti, som bedst afspejler mine værdier og de ambitioner, jeg har for det land, jeg har levet i og betalt (enormt meget) skat til i snart 20 år. Jeg håber, I vil følge med på min færd frem til valget og min endelige beslutning - jeg kan allerede nu afsløre, at jeg har afskrevet det første parti.

Mit første møde med dansk politik

Mit første møde med dansk politik og danske politikere skete kort før folketingsvalget i 2001. Jeg og en veninde kom gående ned ad Vesterbrogade en kold novemberaften, da vi, til min store overraskelse, rendte ind i selveste Anders Fogh Rasmussen, som også var ude at gå kun i selskab med nogle få tætte rådgivere.

Det var aldrig sket i USA. Den eneste gang, jeg har stødt på en repræsentant, var ved en tilfældighed, som dengang jeg så én praje en taxi på 5th avenue. Men her var Anders Fogh altså, ude for at møde sine vælgere og for at dele pamfletter ud.

Da han tilbød mig én, måtte jeg dog fortælle ham, at jeg ikke havde stemmeret. Min veninde takkede også høfligt nej til en pamflet og forklarede, at hun allerede havde besluttet sig for at stemme på SF.

Anders Fogh så på os med bedrøvede øjne, men tog det ellers meget pænt, hvorpå han fortsatte videre ned ad gaden mod nye potentielle vælgere.

Fantastisk at selv en kommende statsminister kunne være i øjenhøjde med sine vælgere på den måde!

Ét parti uden min stemme

Det er over 15 år siden, og nu hvor jeg skal begynde min færd mod en beslutning, om hvor mit kryds skal sættes, er jeg åben for næsten alle de danske partier. Der er selvfølgelig en undtagelse, en meget personligt ansporet undtagelse.

Fredag den 2. juni 2017 sad jeg og min datter på tilhørerpladserne i Folketinget, mens folketingsmedlemmerne gjorde klar til at stemme om lovforslag L189, som skulle give mig og 2.138 andre udlændinge lov til at blive danske statsborgere.

Det her skulle være afslutningen på en lang proces, som startede med danskundervisning og senere en sprogtest samt statsborgskabsprøven om dansk historie og kultur (I ved, den nemme forløber til indfødsretsprøven fra før 2015, den med spørgsmålet om, hvorvidt det var gratis at låne bøger på danske biblioteker).

Dernæst stod den på et timelangt interview af det danske politi efterfulgt af en 21 måneder lang venteperiode takket været et overbebyrdet bureaukrati i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Nu sad vi her så endelig, min datter og jeg i Folketinget, klar til at blive danske statsborgere. Der var en kort indledende debatrunde, og så var det ellers tid til at stemme om L189.

Socialdemokraterne? Ja! lød det fra dem. Folketingets afstemningstavle lyste grønt.

Venstre? Ja! Flere grønne lys.

Dansk Folkeparti? Nej. Tavlen lyste rødt.

Heldigvis var de 22 nej-sigere fra DF ikke nok til at stemme forslaget ned, hvorfor jeg stadig er her og stadig betaler min skat.

Men den dag sendte DF et klart og tydeligt signal om, at de ikke ville have, at jeg - en velintegreret immigrant og yderst velvillig skatteyder – skulle blive statsborger. Nu er det tid til at tage hævn: Jeg har allerede vendt tomlen ned til DF.

Havde det stået til Dansk Folkeparti, så havde jeg nemlig slet ikke haft noget at skulle have sagt ved det kommende valg.

Så langt så godt. Til næste uge skal jeg finde ud af, om jeg kan tilgive Mette Frederiksen hendes dobbeltmoralske udtalelser om forældre til børn på privatskoler.

Oversat af Emil Ørum-Engraff