For nogle år siden kørte folk rundt med et klistermærke på bilen, hvor der stod 'Har du talt med dit barn i dag?'

Det havde jeg som regel ikke. Så jeg skyndte mig altid hjem for at og tale til min skrækslagne søn, lige indtil han faldt bagover og besvimede på box-madrassen.

Siden er folk begyndt at tale meget med deres stakkels børn. Til gengæld gider de ikke at tale med ret mange andre. I ugens løb har vi kunnet læse i aviserne, at vi danskere ikke er gode til at tale med andre end de få, vi allerede kender.

Udlændinge lægger mærke til tavsheden i bussen og stilheden i køen. Vi står med snuden nede i mobilen. Vi kigger op og vi kigger ned, men vi kigger ikke til siden.

Det er underligt, for jeg tror, de fleste danskere faktisk ser sig selv som glade og udadvendte.

Men den er god nok, for en Megafon-undersøgelse bekræftede også forleden, at otte ud af ti danskere foretrækker deres eget selskab ude i det offentlige rum.

Jeg tilhører så mindretallet. Jeg kan godt lide at få en sludder. Forleden i supermarkedet faldt jeg i snak med en dame ovre ved brødhylderne, fordi vi øjensynligt ledte efter den samme slags rugbrød. Hun var ovenikøbet nydelig, så jeg forsøgte at udvide samtalen til også at omfatte knækbrød og gulerodsboller. Lige indtil hun pludselig sagde, at hun skulle videre.

Måske var jeg ikke charmerende nok. Måske betød brød ikke det store for hende. Eller måske tilhørte hun det flertal, der bare vil hjem i en fart. Vi vil hjem i varmen, hjem til kaffen. Væk fra stress, væk fra kulden ude på gaden, væk fra dem der hoster i bussen og væk fra topmavede mænd i supermarkedet. Vi orker det eddermandeme bare ikke.

Billedet stemmer fint med de talrige internationale målinger, der gennem årene har udnævnt danskerne til et af verdens mest uvenlige folkeslag.

Andre oplever os tillukkede og reserverede. Hvis nogen taler til os på gaden eller i butikken, holder vi vejret og begynder at klappe os på lommerne for at sikre, at tegnebogen stadig er der.

Nogle af os ryster bare diskret på hovedet og går videre. En af klodens mest privilegerede befolkninger har øjensynligt ikke overskud til ret meget andet end at passe sig selv. Det er så galt, at Københavns beskæftigelsesborgmester forleden skrev et åbent brev til byens borgere, hvor hun bad dem om at smile til turisterne. Bare en gang imellem. Om ikke andet, så for pengene.

Måske skulle vi politisk indføre en form for værnepligtig venlighed.

Danskerne skal pålægges at smile til turister tre gange om året. Vi skal tale med en kvinde i bussen, også selv om hun som oftest er bitter og har to-farvet hår.

Og vi skal køre rundt med et klistermærke, hvor der står ”Har du overhovedet talt med nogen i de sidste fem år?”

Jeg er for en gangs skyld uskyldig. Jeg snakker løs med enhver tosse, der gider at høre på mig.

Og forklaringen finder man ved en nærlæsning af Megafons undersøgelse. Den fortæller nemlig, at de mest snaksalige og udadvendte danskere er nordjyske mænd over 50.

For en gangs skyld er vi forbilleder. Så enhver kvinde bør tale længe og venligt med den næste halvgamle nordjyde, du møder henne ved brødhylden i supermarkedet. Han er ikke ude på noget. Slet ikke. Eller næsten ikke.