Jeg hører tit om Enhedslisten herude i Københavns Nordvestkvarter, hvor jeg bor.

Og da jeg er ved at finde ud af, hvem jeg skal stemme på ved det forestående valg, har jeg denne gang set nærmere på partiet yderst til venstre.

Der er endda visse personer, som åbenbart helst så, at jeg KUN hørte om Enhedslisten. Eller, det virkede det i hvert fald til under den seneste kommunale valgkamp, hvor lokale hooligans rev samtlige af blå bloks og socialdemokraternes valgplakater ned, så kun SF's og Enhedslistens plakater hang tilbage på bydelens lygtepæle og S-togsperroner.

Men jeg har alligevel aldrig seriøst overvejet at stemme på Enhedslisten, også selvom min bedste danske veninde har stemt på dem i årevis. Er de ikke tidligere kommunister, og gik de ikke ind for at afskaffe privat ejendomsret?

Hvorfor skulle folk, der ejer noget, stemme på dem? Og når jeg nu hverken ejer villa eller Volvo, skulle jeg så have halvdelen af en andens hus og halvdelen af en tredjes bil, hvis Enhedslisten kom til magten?

Det skuffede mig at høre, at Enhedslisten droppede deres princip om afskaffelsen af privat ejendomsret for nogle år siden. Når det er sagt, så læste jeg partiets principprogram i sidste uge: De er stadig 'imod kapitalisme', og kapitalisme og privat ejendom går som regel hånd i hånd.

Enhedslistens principprogram er interessant læsning. I det står der f.eks., at Enhedslisten 'fremlægger en politik, som styrker arbejderklassen'. Lidt ironisk, ville jeg sige, eftersom en rimelig stor del af partiets vælgerskare enten arbejder meget lidt eller slet ikke.

En undersøgelse har vist, at Enhedslisten var klart det mest populære parti blandt personer med en årlig indkomst under 100.000 kroner.

Så er der ikke noget at sige til, at deres tilhængere har tid til at rende rundt og rive valgplakater ned (Det er svært at forestille sig, at en Venstre-mand skulle have tid til at rive Enhedslistens valgplakater ned. De har jo alt for travlt med at hælde benzin på merceren og Amarone i deres gæsters glas).

Ligegyldigt om deres vælgere har arbejde eller ej, så skriver Enhedslisten i deres principprogram, at 'retten til arbejde garanteres'.

Men samtidig vil de også skære kraftigt ned på det danske militær og vælte den kongelige familie, selvom det helt sikkert vil lede til arbejdsløshed blandt jyske muskelbundter samt kjoledesignere og fancy hattemagere.

I principprogrammet står der også, at Enhedslisten er imod EU, som de i øvrigt kalder for et 'redskab [...] for de rige kapitalistiske landes dominans over resten af kloden'.

Det overraskede mig, da jeg synes, at danskerne normalt har et positivt syn på EU, og især den yngre befolkning, som Enhedslistens også høster en del stemmer fra, virker til at være for EU.

Jeg må sige, at jeg synes, det hele virkede lidt drastisk og dogmeagtigt. Jo mere jeg læste, jo mere mindede Enhedslisten mindre som et regeringsbærende parti og mere som en fuckfinger til forældre, chefer, folk med spændende job ved EU i Belgien og alle andre med villa og Volvo.

Derfor var jeg selvfølgelig nødt til at spørge min gode danske veninde, hvorfor hun, en ansvarsfuld voksen med en offentlig stilling uden for Belgien, stemmer på Enhedslisten.

»Jeg synes, de gør noget for ligestillingen, som giver en god afbalancering i forhold til nogle af de andre partier, svarede hun. Og så prioriterer de miljøet.«

Jeg betvivler bestemt heller ikke Enhedslistens engagement i miljøet, de opstod trods alt ud af et ønske om at forene kommunistiske og miljøbevidste partier tilbage i '89. Desuden er deres engelske navn også The Red-Green Alliance.

Men som så mange andre klimaaktivister bruger Enhedslisten også umiddelbart klimakampen som et skalkeskjul for deres egentlige dagsorden: Den samme gamle omfordelingspolitik, som de har kørt med i årtier nu. Det grønne budskab er midlet til at nå det røde mål.

Jeg er gammel nok til at have oplevet den forrige generation af 'røde' lande i Europa og derfor også gammel nok til at huske, at situationen i de lande langtfra var så rosenrød, som ideologierne lovede.

Selvfølgelig er jeg tilhænger af bæredygtighed, og jeg anerkender også vigtigheden af social velfærd, men i mine øjne er Enhedslisten altså et protestparti, der går mere op i dogmer end dagsordener.

Min veninde kunne sagtens se min pointe.

»Jeg tror ikke, du skal stemme på Enhedslisten,« sagde hun. »Du er alt for praktisk anlagt.«

Hmm, jeg må altså fortsætte min søgen efter det parti, der skal have min allerførste folketingsstemme.

Næste gang: Tiden er kommet til at se på støttepartiernes bredspektrede landskab, hvor alt fra Radikale Venstre til Liberal Alliance og SF til Nye Borgelige har deres gang. Det kunne jo være, at ét af de partier er det rigtige for mig.

Oversat af Emil Ørum-Engraff.