På årets første dag meldte jeg mig ud af Venstre, som jeg har været medlem af, siden jeg gik i gymnasiet.

Kan jeg være det bekendt?

Kan jeg være mig selv bekendt, hvis jeg ikke gør det?

De to spørgsmål har rumsteret i mit hoved siden et stort flertal i Venstres forretningsudvalg satte mig stolen for døren. Og de pressede sig yderligere på, da Venstre på sommergruppemødet entydigt (gen)indskrev sig i den såkaldte blå blok, der efter min mening er en illusion som afsæt for regeringsførelse.

Dansk Folkeparti vil melde Danmark ud af EU, Nye Borgerlige vil melde os ud af internationale konventioner, og Liberal Alliance vil – omend man fornemmer en ny, lidt mere klædelig ydmyghed – topskattelettelser så intenst, at alt andet bliver ligegyldigt. Endda en borgerlig-liberal regerings overlevelse.

Der går en ny skillelinje ned i dansk politik. På tværs af den traditionelle højre- og venstreskala, som prægede min ungdom. Hvor den gamle skillelinje handlede om individ over for stat og balancen mellem frihed og fællesskab, handler den nye om balancen mellem nation og omverden, viljen til forbedringer op mod trygheden ved at undgå forandringer, åbenhed overfor lukkethed – skal der bygges broer eller mure?

Det er ikke sort-hvidt, men det dog en definerede skillelinje. Stilstand eller forandring.

Den findes i Venstre. Hos De Konservative. I Liberal Alliance. Og den findes også i Socialdemokratiet, selvom den aktuelle beruselse over regeringsmagten undertrykker de kræfter, der reelt er bekymrede over, at vi for første gang i årtier har en regering, der intet mål har for udbygning af velstand og har vendt ryggen til den reformdagsorden, som skiftende regeringer har fulgt – og som de nu bare passivt lukrerer på.

Efter min mening låser det politik og forhindrer den seriøse samtale, vi som danskere har brug for. Hvad skal vi leve af i en fremtid, hvor nye økonomier tager teknologiske og vækstmæssige tigerspring med en appetit på velstand, som vi nok selv er kommet til at tage lidt for givet?

Hvordan løser vi de uomtvistelige integrationsudfordringer, en ændret befolkningssammensætning over en generation har skabt, i virkelighedens verden og ikke bare ved dem-og-os-retorik og smid-dem-ud-forslag?

Hvordan øger vi kvaliteten af den offentlige velfærd uden bare bevidstløs at øge bevillingerne og hæve skatterne hos de virksomheder og mennesker, der skal betale regningen?

Hvordan omstiller vi Danmark til en grøn og mere bæredygtig fremtid uden at tabe konkurrencekraft i forhold til omverdenen?

Svarene kan ikke være stilstand og passivitet. Eller for den sags skyld statsministerens nye påfund om en 'velfærdslov', hvor man bevidstløst binder sig til bare at øge de offentlige udgifter uden noget blik for, hvor pengene skal komme fra. Og covid-19-krisen gør bare spørgsmålene mere påtrængende. Skolebørn har mistet masser af undervisning, men vi er helt uden planer for at samle det tabte op ved aftenundervisning, weekend- eller sommerskoler.

Mange mennesker er blevet underbehandlet i sundhedsvæsenet, hvor ventelisterne vokser, men vi er uden planer for at rette op på det. Og den helt nødvendige forandring af vores sundhedsvæsen, så det tager højde for langt flere ældre og kronikere – en sundhedsreform – er lagt i mølposen hos både regering og opposition.

Hvad enten man vælger den mindste fællesmængde i rød eller blå blok, går man galt i byen. Der skal noget andet til. Det var rationalet bag min fremstrakte hånd i 'Befrielsens Øjeblik' – og det mener jeg stadig.

Oversætter man det, jeg her skriver, til et ønske om at være støtteparti for Mette Frederiksen, tager man grundigt fejl. Det er begrædeligt, at statsministeren ikke bruger sit kæmpe politiske talent og store lydhørhed i befolkningen til for alvor at tage hånd om de langsigtede forandringer af et Danmark, der gør det vildt godt – frem for blot at anprise netop det og spise af vores fælles opsparing.

Vi skal også kunne gøre det vildt godt om 10, 20 og 50 år – og det er desværre ikke en naturgiven ting. Men den aktuelle fællesmængde hos oppositionen udgør ingenlunde et pres, der kan vriste hende fri af den rolle.

Tidligere Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Tidligere Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Kommer der ikke et oprør fra midten, har vi en socialdemokratisk mindretalsregering, der er ideologisk bundet til den yderste venstrefløj, en lang årrække frem. Og det er med garanti ikke godt for Danmark.

Det er bestemt ikke sikkert, at jeg er den rigtige til at stå i spidsen for et sådant oprør. Men nu har jeg i det mindste min frihed til at tale højt om, at der er brug for det.

Så kan jeg være bekendt at blive løsgænger efter 26 år i Folketinget, når hele min identitet og mit professionelle livsindhold er skabt i rammerne af partiet Venstre, som jeg skylder så meget?

'Vel egentlig ikke', lyder det for mit ene øre. Men omvendt er jeg et politisk menneske med ideer og et syn på Danmarks udfordringer, som jeg har svært ved at se indfriet i det aktuelle politiske landskab.

'Du kan ikke være dig selv bekendt, hvis du ikke gør det,' lyder det for det andet øre. Og der skal jo træffes et valg.

Så det har jeg gjort.