Det er faldet nogle for brystet, at jeg har udfordret den genåbningsplan for Danmark, Socialdemokratiet har stukket ud. »Jeg synes, det er tæt på uansvarligt i en tid, hvor vi ser amerikanske borgere begravet i massegrave,«​ lod Enhedslistens Pelle Dragsted mig det vide på de sociale medier.

Lad os lige holde fast i det argument. For hvad er fakta?

Regeringen lukkede resolut ned for Danmark, da risikoen ved covid-19 (endelig) gik op for myndighederne. Det har jeg rost statsministeren for.

Det danske sygehusvæsen har vist en anerkendelsesværdig omstillingsevne, og vi har på intet tidspunkt været bare i nærheden af kapacitetsgrænsen. Det skal vi rose et dedikeret sundhedspersonale for.

Danskerne har – som de oplyste og ansvarlige mennesker, vi som flest er – forstået alvoren, ændret adfærd og udvist en pli, Emma Gad ville nikke anerkendende til. Det skal vi rose hinanden for.

Derfor er vi kommet flot igennem første fase af coronakrigen, som jeg også har hørt mig selv svinge mig op til at kalde sundhedskrisen. Når vi på et tidspunkt får andre data frem end de daglige covid-19-tal, vil de formentlig vise, at vi i denne periode har haft en under- og ikke en overdødelighed. Færre trafikdrab, færre arbejdsulykker, færre influenza-relaterede dødsfald.

Samtidig har den danske model og det samarbejdende folkestyre endnu en gang vist deres overlegenhed ved i lyntempo at spænde økonomiske sikkerhedsnet ud i form af trepartsaftaler og hjælpepakker. Alt sammen muliggjort af en bundsolid offentlig økonomi, der kan tilskrives skiftende regeringers reformpolitik.

Det er godt og bekræfter til fulde, at Danmark er et veldrevet land med en ansvarlig befolkning. Et stærkere afsæt får man simpelthen ikke, når der skal findes en ansvarlig vej tilbage til hverdagen. Og til den hører den politiske debat. For i det omfang vi er i krig, så er det altså mod en virus og ikke en fremmed militærmagt, der lytter med og kan justere sine angrebsplaner undervejs. Derfor insisterer jeg på retten til at have en mening om genåbningsstrategien. Den skal selvfølgelig være sundhedsfagligt funderet, men den rummer også politiske valg.

Det var et politisk valg, hvilke åbningsscenarier Finansministeriet stillede op og efterfølgende lod sundhedsmyndighederne vurdere. Man kunne også have valgt et, hvor man tog udgangspunkt i en ambition om at begrænse tabene blandt især de små og mellemstore virksomheder i servicebranchen som restauranter, cafeer, frisører mv. ved at lade dem genåbne forsigtigt.

Det var et politisk valg at køre efter en endnu mere forsigtig plan end den forsigtigste af de tre scenarier, man besluttede sig for at få vurderet.

Og det er – når vi nu befinder os så helt entydigt og markant under sundhedsvæsenets kapacitetsgrænse – ikke mindst et politisk valg at definere 11. maj som næste tidligste deadline for en eventuel yderligere åbning af Danmark. Det er en politisk valgt dato. Derfor kan den udfordres. I Norge åbner de for restauranter og frisører 27. april. Gid Folketinget vil presse på for det samme i Danmark.

Måske kunne et folketingsflertal samtidig pålægge regeringen at lave en 'noget for noget'-køreplan, der bygger på personlig frihed under ansvar: Hvad er det næste trin for genåbningen? 20 mennesker samlet, 30 mennesker, 100 mennesker? Restauranter med maksimalt fire om hvert bord og to meters afstand til det næste? Seks mennesker, otte mennesker? Og hvad skal der til, for at vi kan betræde dem? Ikke målt i datoer, men på, hvor vi befinder os på den berømte grønne kurve.

Lav en kontrakt med danskerne – baseret på tillid og åbenhed. Det vil give os et fælles ejerskab, begrænse de økonomiske tab og tænde et fælles håb, som vi hver især kan medvirke til at indfri. Vi kommer hurtigere i gang, hvis vi går sammen og ved, hvor vi skal hen – med afstand selvfølgelig.

Men det kræver en opposition, der tages alvorligt – og en opposition, der tør tage medansvar. Og det kræver først og sidst en åben debat.

»Ytringsfriheden føles i disse uger at være nogle ganske få forundt, og sjældent har jeg følt mig så begrænset i at deltage i den offentlige debat som nu under coronakrisen,« skrev en direktør for en stor detailhandelskæde til mig i går. »Men jeg TØR ikke blande mig (...) Fordi vi lever af kunder, der er tyndhudede, og som kan bringe NN (virksomhedens navn, red.) i en langt større fare, end regeringen er i gang med, hvis vi bliver midtpunkt i en hadefuld smædekampagne.«

Sandheden er krigens første offer, plejer man at sige. Måske vi skulle passe lidt på, så den frie debat ikke bliver et offer i coronakrisen …