Statsministeren roste os alle sammen på pressemødet i Spejlsalen tirsdag eftermiddag. Smittetallene er langt bedre end forventet, fordi vi har gjort alt det rigtige, holdt afstand og vasket hænder.

Så nu mener også regeringen, at Danmark kan åbnes mere end i sidste uge, hvor de ellers egenhændigt valgte at være endnu mere forsigtige end de tre scenarier, regeringen selv havde bedt sundhedsmyndighederne om at vurdere.

Det skal jeg, som har været endog meget kritisk over for både egenrådighed og overforsigtighed, være den første til at glæde mig over.

Langfredag efterlyste jeg her på pladsen en plan med håb – og ét pejlemærke: Hvad giver mest økonomisk vækst!

Tør man håbe, at det også var det, statsministeren mente, da hun sagde, at regeringens prioritet i en yderligere åbning vil være arbejdspladser?

Jeg ved det ikke, for hun sagde ikke mere på det timelange pressemøde. For nu skal ansvaret deles. Hun vil ikke længere sidde alene med ansvaret for at gøre det rigtige, hvad man sådan set godt kan forstå. For der er ikke en objektiv definition på ”det rigtige”.

Der skal foretages et politisk valg. Baseret på sundhedsfaglige vurderinger, nuvel, men dog politiske.

'At stramme op, når alle er skræmte, er en ting. Alle bakker op – tør heller ikke andet. At (..) løsne op, selvom risikoen for covid-19 ikke er gået (helt) væk, kræver bredere skuldre end dem, der sidder på én person. På et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet'.

Sådan lød min forudsigelse her på pladsen for snart tre uger siden. Og det blev så i dag, at regeringen gerne vil dele risikoen med andre.

Spørgsmålet er så, om ”de andre” vil dele risikoen med en regering, der indtil nu har fulgt den kortsigtede fristelse at sætte sig tungt på alle beslutninger – og først dele baggrunden for dem bagefter. Jeg har min tvivl, men håber den bliver gjort til skamme.

Det ville være godt, hvis et ansvarligt flertal satte en klar retning for genåbningen af Danmark.
Partiformændene kan jo ikke dagligt sidde og forhandle, om der må sidde en gæst ved hver fjerde, hver tredje eller hver anden stol på en fortovsrestaurant, eller om der må være en, to eller tre kunder i en frisørsalon.

Og hvordan skal den smittespredning, det giver, vejes af over for ønsket om f.eks. genåbning af bibliotekerne, hvor virus kan sidde på bøgerne i mange timer. Skal bøgerne i karantæne, før de kan genudlånes?

Det bliver simpelthen for detaljeret.

Man kunne dog formulere et klart og entydigt mål for genåbningen, sammensætte en tværfaglig ekspertgruppe og lade dem komme med de helt præcise anbefalinger for den gradvise genåbning.

Lidt som i Norge, hvor man umiddelbart efter nedlukningen satte en gruppe sundhedsfaglige eksperter, økonomer og embedsmænd sammen med det formål at komme med anbefalinger i den svære balance mellem samfundsøkonomiske gevinster og smittefare.

Men det dur jo kun, hvis man er enige om målet.

Pressemødet i statsministeriet var end ikke slut, før partiernes genåbningsønsker løb ind. Alle ønsker os jo tilbage til Danmark før 11. marts, så ALT er på listen, men fra parti til parti i forskellig rækkefølge: Efterskoler, frisører, restauranter, biblioteker, tandlæger, hoteller. Det hele.

Det er det ultimative mål, men hvordan når vi derhen?

Dén rejse afgør størrelsen af regningen, der skal samles op bagefter.

Lur mig om det ikke til den tid giver et gevaldigt politisk slagsmål, men indtil da kunne man med fordel samle et ansvarligt flertal om at gøre den så lille som mulig.

Det burde politisk være muligt, hvis man entydigt kan enes om den gradvise genåbning, der giver størst samfundsøkonomisk afkast med en sundhedsfaglig acceptabel smittespredning.

Med det opdrag kunne man lade kloge hoveder lave køreplanen, hvor afgangstiderne station for station ikke afgøres af datoer, men af hvor på den herostratisk berømte kurve vi befinder os.

Så har vi alle – og ikke mindst de private virksomheder, der p.t. er i stille betalingsstandsning og netop nu overvejer at indgive konkursbegæring – en fælles og sikker viden om, hvor vi skal hen.

Og et fælles ansvar for, at komme frem så hurtigt som muligt.