Oppositionspartierne Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti lægger nu pres på regeringen for at fremrykke planen for gradvist at genåbne Danmark.

Lige nu har regeringen forlænget nedlukningen frem til den 11. maj. Men det er for langt ude i fremtiden, lyder det. Genåbningen skal ske meget hurtigere.

Meldingen kommer, efter Lars Løkke Rasmussen i en klumme i B.T. mandag appellerer til, at oppositionspartierne udfordrer regeringens plan for først at genåbne dele af landet den 11. maj.

Den forhenværende statsminister opfordrer blandt andet til at følge Norges eksempel, hvor man fra den 27. april så småt genåbner caféer og frisører.

»Jeg er på linje med Lars Løkke Rasmussen. Vi har sundhedsmyndighedernes ord for, at vi kan genåbne langsomt, så jeg har svært ved at forstå, at man vælger at fastholde en nedlukning, der har så drastiske konsekvenser,« siger Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance:

»Man bør lade caféer, restauranter og frisører vende tilbage til arbejde. Det kunne være en start. Jeg mener, det er en fejl, at regeringen åbner så lidt op.«

Hos Dansk Folkeparti mener man, at det faldende antal af smittede og indlagte med coronavirus de seneste mange dage er »et helt afgørende argument« for at genåbne tidligere end den dato, regeringen lige nu lægger op til.

»Set ud fra de tal er der en logik i at lave en gradvis genåbning. Lars Løkke har ret i, at den 11. maj er en politisk fastsat dato, og derfor er den dato også til forhandling,« siger Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti:

»Vi kan for eksempel sagtens se for os, at man kan lave en genåbning af caféer og restauranter med udendørs servering – selvfølgelig med den betingelse, at folk følger myndighedernes råd. Det er meget dyrt for vores samfund, at man holder alt fuldstændigt i ro, som vi gør lige nu.«

Hos Nye Borgerlige sendte man i starten af den forgangne uge en mail til statsminister Mette Frederiksen.

Her appellerede man til, at partierne bliver indkaldt hurtigst muligt til en drøftelse af, hvordan man genåbner samfundet hurtigere på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

»Det er vigtigt, at virksomhederne har en plan at se frem til. Den 10. maj er simpelthen for langt ude i fremtiden. Især når tallene de seneste uger har bevæget sig i den rigtige retning, og politiet har været ude og sige, at folk opfører sig pænt her i påsken,« siger Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige:

»Man går mere med livrem og seler, end man behøver at gøre, og der skal vi have respekt for, at der er nogle virksomheder og mennesker, som virkelig lider økonomisk. Det kan også få sundhedsmæssige konsekvenser, hvis folk tvinges ud i arbejdsløshed og konkurser.«

Hun mener, at man allerede de næste uger bør tage hul på at åbne mere op.

»Restauranter og caféer bør kunne åbne for udendørs servering. Der er også frisører og andet, hvor man kunne åbne. Der er også en masse udendørs sport, hvor man må sige: Det kunne man godt,« siger Pernille Vermund:

»Selvfølgelig skal det foregå under sundhedsmæssige retningslinjer, men vi ser gerne, at man tager de næste skridt de kommende par uger.«