Debatindlæg af Svend-Erik Mortensgaard
For 50 år siden skete der voldsomme ændringer i vores samfund. 68erne vandt, og nu lider Danmarks børn og unge under det. For lærernes niveau her i landet er rystende. Samtidig lader vi småbørns verden styrte sammen. Men undervisningsministeren og lærernes formand løber fra ansvaret.
En lærer var engang en meget velanset person, ofte den i sognet mest velansete eller i det mindste altid på top 10-listen.
Tillige var en lærer i Danmark dengang vel nok den i sognet mest velklædte. Bar altid mørk habit og ditto slips.
Så kom i midt 1960-erne heldigvis en mere afslappet dresscode, så en lærer ikke længere skulle gå i mørk habit, og slipsene begyndte at få lidt farve, hvor herrerne udmærket kunne være nobelt påklædte med et par pæne bukser, en skjorte med slips og måske en trøje. En lærerinde i bukser var på de tider stadig helt utænkeligt.
Så kom den dystre tid til vort land - ja ikke blot til vort land, men til hele vor del af verden: Nemlig de voldsomme ændringer i vore samfund presset igennem af 68erne.
Prøvede hash
Lærerne og pædagogerne var blandt de fremmeste. De to typer deltog ikke blot i de længe ventede ændringer, men mente sig tilsyneladende som de ledende i vort samfund, hvilket de også havde været ind til denne stund.
Jeg er fra landet, født og opvokset der, og 1. november 1968 begyndte jeg min kontrakt hos militæret, så jeg opdagede faktisk aldrig alt det med 68-oprøret, lærte det først flere år senere.
En enkelt hos militæret (han var københavner) røg hash, han fik også mig overtalt til at prøve, men det havde overhovedet ingen virkning på mig – heldigvis. Så hvorfor spilde flere penge på det.
Foråret ’71 var jeg sendt på kursus i København, og en aften havde tre piger fået mig med hjem. De gik på universitetet - og vi skulle ryge hash.
Som første gang - ingen virkning på mig, men de tre piger grinede og grinede, og jeg forstod det ikke. Det var mit kendskab til 68’oprøret.
Dog var der i 1970 en lejr i Thy, hvor pigerne gik topløse rundt. Det var temmelig pirrende for vi unge soldater, for godt nok var de venstreorienterede, men alligevel…
Senere på sommeren hørte vi så, at de havde besat en kirke. Det ændrede med ét stemningen for Thylejren.
Børnenes verden bryder sammen
Det var allerede begyndt, det med at mødre afleverede deres småbørn til pædagoger om morgenen. For moderens karriere var vigtigere, de ville ikke ’gå hjemme og gå i stå’, sagde de. Og så afleverede de børnene, uanset hvor meget de små græd og skreg.
'Det er blot i begyndelsen,' sagde pædagogerne. 'Så affinder de små sig med det.'
Nej, de små har aldrig affundet sig med at blive svigtet af mor - den mest elskede person i hele verden. Hele deres verden styrter sammen.
Naturligvis stopper gråden på et tidspunkt. Det sker, når der er vokset hård hud på sjælen, og derefter kan dybderne i barnets sjæl aldrig mere nås af mor. Og hende er det, der skal præge barnet, indgive barnet de rette værdier.
Nu blev det så i stedet pædagoger og senere lærerne, der skulle præge børnene – det blev dem der, skulle indgive børnene værdier, så de kunne blive gode og nyttige samfundsborgere.
Det er såmænd blot et par snese år tilbage i tiden, at lærernes anseelse for alvor begyndte at gå på hæld, samtidig med at disse blev dårligere i alt - i såvel påklædning og fremtræden som undervisning.
Tavs minister
Her i 2018 er lærernes niveau så lavt, at de ikke engang kan undervise halvt så godt som tidligere. Bl.a. kunne alle børn tidligere læse måneder før, 1. klasse var færdig.
I dag kan børn læse efter 3. klasse - så nogenlunde da
Jeg kontaktede efteråret 2017 undervisningsminister Merete Riisager (LA) og gjorde hende opmærksom på dette forfærdende faktum, at lærerne i vort land nu er så lavt nede - nu scorer danske elever så lavt i næsten alle internationale undersøgelser, at alarmklokkerne burde ringe i ministeriet.
Ministeren tager dog disse fakta forbavsende roligt, lod en ansat henvise til regeringens nuværende målsætning:
Man stræber mod, at børnene fra begyndelsen af 4. klasse skal kunne læse. En senere rykker for en kommentar forbliver stadig ubesvaret.
Det er landets ungdom - Danmarks fremtid - vi behandler så dårligt, og den ansvarlige minister gør intet.
På samme vis går det med karaktererne i vort land. Eleverne kan ikke længere leve op til det mest basale niveau, men det er no problem - ministeriet sænker da bare niveauet, så flere kan bestå.
Hvad er det for noget?
For ikke så længe siden diskuterede man, om det skulle være karakteren 02 eller 04, der skulle være minimum for optagelseskrav til gymnasiet. Jamen, hvad er det da for noget! Både 02 og 04 er så lavt et niveau, at det er absolut uantageligt, og alligevel står skolelederne frem og anbefaler at lade flere bestå. For ellers vil det være synd - og eleven kan opleve et knæk.
Engang var der noget der hed et kald. Det omfattede især nonner, lærerne, sygeplejersker og præster. Her i 2018 er der som gruppe næsten kun sygeplejerskerne tilbage. Ja, en del af lærerne kender nok ikke engang betydningen af ordet.
68’erne har vundet så stort, at gruppens tab vil vise sig at blive enormt. I stedet for at tale om det hastigt dalende niveau, kræver de ret til at tælle timer, eller hvad det nu er de er utilfredse med - ellers strejker de - det er nemlig deres ret, siger de. Er det?
Anders Bondo, lærernes formand, havde for blot et kvartal siden en ret sikker forvisning om, at hans plan ikke kunne glippe, og at han i løbet af foråret ville stå med sejrens palmer i hænderne. Men sådan gik det som bekendt ikke. Han var oppe mod væsentligt skarpere hjerner, og lærerne står tilbage som de eneste tabere i OK18.
De danske lærere kan måske lære lidt om arbejdsglæde og kald ved at lære lidt om forholdene for en japanske lærer. En japansk lærer er mindst dobbelt så dygtig, viser alle målinger og tests, og i Japan kan alle børn stadig læse flydende efter 1. klasse.
En japansk lærer er lykkelig over at have det privilegium at undervise, og de hverken strejker eller beklager sig over godt 60 timers arbejdsuge, og deres elever ligger i toppen i internationale tests.
