Efter valget vil jeg foreslå, at børn i fremtiden kun skal lære én ting i børnehaven: at vente.

For kan man det, vil alle muligheder være åbne, når man bliver voksen.

I 1970'erne begyndte to amerikanske psykologer at undersøge, hvad der skete med børn, der havde viljestyrken til at vente et kvarter med at spise et stykke slik, der lå foran dem.

Efterhånden som de voksede op, viste det sig, at evnen til at vente havde temmelig store konsekvenser.



Mange år senere blev de børn, der havde viljestyrke, beskrevet som mere kompetente end gennemsnittet. Og de klarede sig bedre i en test, der måler evnen til at gennemføre en videregående uddannelse, end de børn, der ikke kunne vente.

Desværre tror jeg ikke, mit forslag vil kunne samle et flertal. For vi lever i en tid, hvor kun de færreste anerkender værdien af at udskyde sine behov.

Tværtimod går tendensen den modsatte vej. Hvis man ikke kan få opfyldt sine behov omgående på alle tider af døgnet, er det en skandale. Ligesom det er en skandale, hvis ting er så vanskelige, at man er nødt til at øve sig mange gange, før det giver et tilfredsstillende resultat. Eller hvis det simpelthen tager en rum tid at udføre en opgave ordentligt og korrekt.

Det er derfor, den mand eller kvinde, der finder ud af, hvordan man kan lave en 12-års-whisky på seks måneder, i vore dage vil blive styrtende rig. I stedet for at blive kaldt en fupmager og svindler.

At kunne udskyde sine behov er modent og voksent. Det lærer man senest i det øjeblik, man bliver far eller mor. Af hensyn til det lille, forsvarsløse væsen, man har sat i verden, må man vente med at spise, sove og gå på toilettet, til det passer ens højt elskede, men hjælpeløse barn.

Derfor er det sådan set meget logisk, at kernen i et omsorgssvigt ofte er barnlige voksne. Forældre, der har så travlt med deres egne behov, at de blæser på barnets.

Det er en kæmpe misforståelse, hvis vi ikke lærer børn at udskyde deres behov og vente med at følge lysten, til pligtens bud er indfriet.

Og ironisk bunder misforståelsen i, at de voksne selv følger lysten og slipper for besvær med børnene, i stedet for at lytte til pligten og give dem en ordentlig opdragelse – selvom det i første omgang medfører modstand.



Jeg er helt og aldeles tilhænger af, at vi sætter børnene i centrum. Så længe det ikke indebærer, at vi sætter barnligheden i centrum. For lad os være ærlige: Voksne er vi det meste af tiden. Det er der, slaget skal slås. I de svære år mellem konfirmation og pension.

Det interessante ved eksperimentet med børnene, der skulle vente, er deres motivation. Det, de fik at vide af psykologerne, var, at hvis de kunne vente i et kvarter med at spise et stykke slik, ville de modtage et ekstra stykke.

Den belønning svarer meget godt til den belønning, man har af at udsætte sine behov i det virkelige liv.

Udsætter man for eksempel sig selv for det besvær og den ulejlighed, det er at tage en videregående uddannelse, kommer man i løbet af sit liv til at tjene flere penge, end hvis man følger sin umiddelbare lyst og springer ud i det første og bedste job.

Eller man kan også sige: Modne mennesker tjener flere penge end barnlige og har tilsyneladende i det hele taget bedre liv.

Uanset hvilket politisk parti, der taler til barnet i vælgeren, gør det mig derfor en lille smule bedrøvet. Det kan være fristende at gøre det. Men det klogeste for både samfundet og den enkelte er faktisk, hvis vi forsøger at tale til den voksne. Det er sådan, vi på langt sigt får mest ud af tilværelsen.