Pensionsalderen behøver ikke stige med samme ubønhørlige hastighed som hidtil.
Det fastslår en helt ny rapport fra formandskabet for Det Økonomiske Råd – også kaldet de økonomiske vismænd. Det vil være en perfekt anledning til, at flertallet i Folketinget besinder sig og sætter en grænse for galskaben.
Lad os indtil videre stoppe ved de 68 år, som det allerede er vedtaget at sætte pensionsalderen op til.
Vismændene slår fast, at Folketinget sagtens kan indfase højere pensionsalder blidere og mere menneskeligt.
Den oprindelige køreplan omsætter benhårdt hvert eneste ekstra leveår til arbejdsår. Hvor meget velfærd er der lige i den mekanisme?
Politikere skal reflektere over tidligere beslutninger og ikke reducere sig selv til passagerer i et tog, som ikke kan skifte retning.
Rapporten er som at kaste en røgbombe ind i det lokale, hvor forligspartierne holder armene vredet om på ryggen af hinanden. Hvem kommer først ud i frisk luft og gør sig fri af aftalen, som blev indgået under helt andre vilkår?
Jeg har ikke så store tanker om højrefløjens sociale hjerte, men hvad med socialdemokraterne? Jeg håber ikke, at de fortsat vil have skyklapperne på og forsvare den gamle, reaktionære aftale.
Et flertal i Folketinget besluttede i 2006 'Velfærdsaftalen', som dog mest bestod i at installere en »forsuringsmekanisme« i almindelige menneskers liv.
Pensionsalderen ender som den suverænt højeste i OECD med tre år ned til de næsthøjeste. Aftalen betyder, at pensionsalderen skal flytte med opad, når den gennemsnitlige levealder stiger.
Men kortuddannede kan tørre røv i excelark med statistik over gennemsnit. De lever nemlig ikke så længe og har færre gode raske år.
Vi skal snart stemme om at flytte grænsen til 69 år, som skal gælde fra 2035. Denne benhårde automatik betyder, at nutidens unge skal arbejde, til de er cirka 74 år.
I Holland har de også vedtaget at flytte pensionsalderen op i forhold til den gennemsnitlige levealder, med omregningen er noget mere menneskelig. Her sættes grænsen op med otte måneder, når levealderen stiger med tolv måneder. For at være økonomisk ansvarlig skal vi åbenbart arbejde, til vi segner.
Men partier, som baserer beregningerne på at vride, presse og true den sidste teoretiske arbejdsevne ud af seniorer, skal ikke lære mig noget som helst om ansvarlighed. 74-årige kan ikke bare fortsætte med at kravle rundt på taget, sygeplejersker kan ikke blive ved med at tumle tunge patienter, og socialrådgivere giver op under presset.
'Arne-pensionen', med mulighed for tidligere tilbagetrækning, er en kæmpe sejr for retfærdigheden. Når du tjekker tidligt ind på jobbet, får du mulighed for at tjekke lidt tidligere ud.
Det er kun fair. Men når vi giver med den ene hånd, fortsætter den anden med at kværne pensionsalderen opad i nærmest uendelighed. Det holder ikke, og nu kan vi måske bruge vismændenes rapport til at banke lidt fornuft ind i forligspartierne.
