Flere ældre arbejder frivilligt videre efter pensionsalderen, og det er godt, når det er efter eget valg. Elevatoren mod værdige seniorår skal stoppe på flere etager, hvor afstigningerne svarer til vores forskellige liv.
Samme pensionsalder for alle giver ekstrem ulighed, når vi behandler mennesker ens, selv om de har meget forskellige liv. Det bliver værre og værre i takt med, at pensionsalderen drives i vejret.
Derfor skal ingen økonom, som baserer sine beregninger på at vride, presse og true den sidste teoretiske arbejdsevne ud af en 75-årig håndværker, lære mig noget som helst om ansvarlighed eller samfundsansvar.
Jeg ser dem for mig:
Økonomerne, beregnerne og revisorerne, som med skåneærmer sidder ved hæve-sænke-borde. Med solbriller, skyklapper og små kasketter beskytter de øjnene mod det skærende lys fra virkeligheden udenfor. På excel-ark flytter de rundt på tal, som ender med masser af penge til staten.
De har snedigt fundet ud af, at de, som har mindst og har arbejdet mest, skal arbejde endnu mere. Og så trækker de arrogant på skuldrene over mennesker, som er kommet i klemme i døren på vej ud af arbejdsmarkedet.
Men det er Matador-penge. Man kan ikke bare fremskrive, at mennesker, der startede som ganske unge på arbejdsmarkedet, fortsætter på jobbet, fordi det står i et excel-ark på en computer.
Det ser smukt ud på skrivebordet, når pensionsalderen sættes op, op og op. På den måde kommer der teoretisk set flere og flere penge i kassen.
Selv mennesker med blot et flygtigt kendskab til virkeligheden på arbejdspladserne ved, at 75-årige tømrersvende ikke bare fortsætter med at kravle rundt på taget, at ældre sygeplejersker ikke kan tumle de tunge patienter, og at socialrådgivere ikke i det uendelige kan arbejde under pres fra store sagsbunker.
Mange frygter, at de ikke holder 'sæsonen ud' på jobbet.
Utryghed siver ind i tusindvis af hjem som en hæslig markering af et hårdt arbejdsliv. Mange nedslidte borgere leder desperate efter nødudgange til et anstændigt liv, og der bør være flere muligheder for at stige af. Et liv som proletar i seniorårene venter.
Det kan vel ikke være rigtigt, at du til din sidste arbejdsdag skal medbringe et bundt tørt brænde, brandvæske og tændstikker. Efter fyraften kan du gå direkte til forbrændingen, fordi du er gammel og nedslidt.
De privilegerede flyder som sædvanlig ovenpå som korkpropper. Folk med høj løn og bløde hænder klarer sig.
Golfbaner, seniorhøjskoler og udlandsrejser venter. Vi har brug for en 'retfærdighedsreform', der giver sammenhæng mellem tidlig entré på arbejdsmarkedet og tidligere pension.
Der er også brug for en 'nedslidningsreform', der tager hånd om mennesker, som ikke magter at fortsætte på jobbet.
I arbejdslivet mellem entré og tilbagetrækning skal vi have et sikkert og sundt arbejdsmiljø og muligheder gennem hele livet for at kunne vokse og lade sig efteruddanne.
Sådan skaber vi det gode liv, både på jobbet og i fritiden.
