'…Men det’ så svært at få det sagt. Alle de kønne ord får jeg ødelagt'.

Linjerne fra en gammel Tommy Seebach-sang drøner rundt i hovedet på mig i dag. Egentlig er anledningen slet ikke, at jeg brænder inde med kønne ord. Snarere det modsatte.

Det er alle de der ting, jeg gerne ville have sagt, hvis jeg ellers var lidt hurtigere på aftrækkeren.

Jeg havde en situation for en del år siden med en veninde, hvor jeg konfronterede hende med noget, hun tidligere havde sagt. Noget, som havde såret inderligt.

»Det kan du ikke komme med nu,« svarede hun.

»Du må sige den slags i situationen, så jeg ved, hvad jeg gør galt.«

Måske havde hun ret, men igen: Jeg er ikke ret hurtig på aftrækkeren.

Historien var den, at vi skulle i Tivoli og spise. Os, et par venner og nogle af deres venner. Det var længe før, vi fik børn.

På daværende tidspunkt havde vi så godt som ingen penge, og vi havde gået og sparet sammen for at kunne være med denne aften. Der var 750 kroner at gøre godt med.

Da vi bestilte, gjorde min mand og jeg os umage med at vælge en hovedret hver og et enkelt glas vin. Der var lige penge til en kop kaffe efter maden. På det tidspunkt kørte resten af selskabet sjusser ledsaget af champagne.

Da det var tid at sige tak for i aften, ville jeg betale vores del af regningen.

»Nej,« protesterede de andre venner.

»Vi splitter regningen.«

Og så var jeg jo nødt til at indrømme, at det havde vi desværre ikke råd til, hvorfor vi ikke havde deltaget i drukgildet.

»Selvfølgelig har I det. Vær nu ikke så kedelige,« fortsatte min veninde.

Vi endte med at føle os så pressede, at vi betalte den fjerdedel af regningen, som de mente, vi skulle dele. 2.500 kroner pr. par!

Det var selvfølgelig dér, jeg burde have sagt:

»Hvad bilder I jer ind og rend mig i øvrigt et vist sted.«

Men altså…det er så svært at få det sagt.

Sidenhen gentog lignende situationer sig med de samme venner, og en dag sprang proppen af flasken. Det havde hobet sig op, og jeg var blevet muggen… og kom for sent med min kritik. Men mit spørgsmål er: Har den slags problemer en udløbsdato?

Jeg er sådan en, som måske nok mærker, at noget er ubehageligt, men der kan gå laaaang tid, før jeg får det omsat til en følelse, som jeg kan sætte ord på. Ja, der kan endda gå lang tid, før jeg overhovedet registrerer, at jeg har følt mig ilde til mode.

Den gamle misere har bevirket, at jeg siden har øvet mig i at få øje på situationen lidt tidligere og så reagere. Det behøver ikke være med det store udbrud. Man kan f.eks prøve at punktere problematikken med et 'hvorfor?' eller forsøge at være i kontakt med sine egne grænser og sige fra.

Men ærligt: Hvor mange af os er 100 procent i kontakt med vores egne grænser? Jeg tror, at rigtig mange af os kommer til at gå med til noget, der strider mod vores ønsker, fordi vi ikke gider blive stemplet som 'den kedelige'.

Ikke desto mindre oplevede jeg for nylig en situation, hvor jeg tænkte: NU skal der reageres.

Det var på en café, hvor jeg stod i kø til toilettet. Ud kom en pige, og jeg gik ind og fandt et mildest talt ulækkert toiletbræt. Det kan godt være, det ikke var hende, der havde svinet, men bare ærgerligt Sonny-boy, for man efterlader da et toilet i den stand, man selv ønsker at finde det. Hvis ellers det er muligt.

Så jeg tog en dyb vejrtrækning og gik i rasende fart ud i caféen og hen mod bordet, hvor hun sad. Nu skulle hun den ondelyneme få at vide, at det ikke var i orden at efterlade et toilet sådan.

Jeg åbnede munden til en geværsalve. Da holdt hun sin mobiltelefon op mod mit ansigt med det største smil. På telefonen var et billede af hende selv og mig (aner ikke hvorfra), og hun udbrød:

»Jeg VIDSTE du kunne genkende mig!«

Og så fik jeg en kæmpe krammer.

Jeg ved stadig ikke, hvem hun var, men spørg mig lige, om gassen gik af ballonen!

Jeg er således kommet i vildrede igen: Bør et problem have en modningstid, før man konfronterer nogen med det? Jeg synes, det kan være ret vanskeligt at begå sig i denne verden.