Hvornår er man gammel?

Svaret blæser i vinden, for hvad er egentlig afgørende? I øjeblikket diskuteres der pensionsalder som aldrig før, og jeg ved godt, nogen har gjort sig umage med at gøre det til et valgtema.

Jeg kunne næsten ikke komme på et mere kedeligt emne. Hvornår man er gammel og nedslidt, er jo så utroligt individuelt. Naturligvis vil man gerne have, at de mennesker, der har lidt fysisk overlast i deres arbejdsliv, også kan blive forkælet og gå på pension lidt tidligere.

Men skal vi til ved lov at afgøre, hvornår man er slidt, så åbner vi en ladeport for diskussioner om psykisk overlast, elendig livsstil eller nedarvede dårligdomme, som jo også kunne være årsag til, at man havde brug for at trække stikket før de fleste andre.

Pension! Det har altid været ophøjet til sådan noget, man gik og glædede sig til hele livet. Så skulle man rigtig hygge sig og slappe af.

Men er det ikke stemmer fra fortiden? Jeg kan selvfølgelig stå alene med mit synspunkt, men jeg synes ikke rigtigt, jeg hører jævnaldrende tale så hjerteligt om tilværelsen efter arbejdslivet. Måske fordi vi har set for mange, der dels aldrig nåede at opleve den og dels sygnede fuldstændigt hen, da de først ramte pensionsalderen.

I TV Avisen så jeg i denne uge et indslag om et hold old-boys, der havde meldt sig ind på arbejdsmarkedet igen - på deltid ganske vist. Både for at få et tilskud til pensionen, men da især for at være en del af det fællesskab, man har på en arbejdsplads.

Følte de sig gamle? Tja, måske, men de bestemte i høj grad selv, hvad de kunne holde til, og hvornår der skulle hentes yngre kræfter til opgaven. Og måske er det det, der gør, at jeg får lyst til at bede politikerne pakke deres valgstrategi sammen: Folk vil gerne selv bestemme, hvornår de skal kaldes gamle.

Se, hvordan 60’ernes blomsterbørn har skilt sig ud fra sin egen forældregeneration. Se et billede af en 68-årig fra 1970’erne og så et billede af en 68-årig anno 2019. Næppe har nogen generation tidligere bevæget sig så langt væk fra det traditionelle mønster.

Holdningerne til, hvordan man går klædt, og hvilke fritidsinteresser man har, er totalt vendt rundt. Der var ikke nogen kvinder (som jeg har hørt om) i min mormors generation, som brugte pensionsårene på golfbanen iført jeans.

Og nok var min farfar en statelig mand, der rejste meget udenlands, men at forestille sig, at han drog til Spanien for at cykle bjergetaper som 70-årig? Nej, det kan jeg simpelthen ikke forestille mig.

Og jeg tror, at min generation nupper et kvantespring mere. Prøv at sige til en kvinde på 50: Er du ikke lidt for gammel til at have langt hår? Jeg tror, man skal være hurtig til at dukke sig, hvis man vil undgå skrammer.

Vi er vokset op sammen med den nye teknologi, der på blot 20 år har gjort verden mindre. Vi er den generation, der undersøger, analyserer og prøver at finde den evige lykke.

Jeg tror, de ældre en gang imellem ryster på hovedet af os: Vi bekymrer os for meget, tolker for meget, piller for meget navle, men er det ikke OK at træffe et aktivt valg om, at man gerne vil være ældre på sin egen måde?

I stedet for blindt at lade sig føre hen til en bestemt måde at tænke på at lade sig opsluge af særheder og gamle ordsprog, kunne man så ikke gøre sig selv den tjeneste at være nysgerrig på, om der var en anden vej til den 4. alder?

Det jeg prøver at sige er: Kan vi overhovedet forestille os, hvad det vil sige at være gammel om 20 år? Og kan vi lovgive om det?

Jeg er godt klar over, det handler om, at der ikke er penge nok i systemet til alle, men så sig da det. Der er ikke råd!!

Og så kunne man jo i stedet bruge noget krudt på at tale livets efterår op, så flere har lyst til at bruge dem, der er rundet 60 og ikke gider kaldes gamle.

Hvis samfundet skal geares til at have folk i arbejde, til efter de er fyldt 70, så har vi brug for nogle, der gider tale om, hvor fedt livet er i 60’erne.

Sådan noget kan nemlig godt smitte af på både arbejdstager og arbejdsgiver.