I disse dage lægges der mange nye planer – nytårsforsætterne. Men hvorfor vente til årets sidste dag med at lave om på tingene?

Og er slankekuren eller løbeskoene virkelig det, der giver os reel lykke? Jeg tvivler…

Jeg indrømmer gerne, at det er mange år siden, jeg holdt op med at have nytårsforsætter.

Skal jeg lave noget om, er der ingen grund til at vente. Og jeg har også for længst opgivet troen på, at en slankere, strammere og mere trænet krop skulle være vejen til et lykkeligere liv.

Sundere måske, men ikke nødvendigvis lykkelige eller bare gladere…

En gang i forsommeren var jeg på date med en mand, der betragtede alle sine dates som en slags ’engle’, der var sendt for at lære ham noget.

»Og jeg ved godt, hvad du skal lære mig. Du skal lære mig at leve livet…,« sagde han.

Den tanke har siddet lidt i mig siden. Om jeg virkelig er sådan en, der lever livet – også når det byder mig trods..?

Jeg er ikke sikker. Ved måske heller helt, hvad det præcist betyder. At leve livet.

For nylig stødte jeg så på en lignende kommentar til min livsførelse, da jeg for gud ved hvilken gang prøvede at forklare, hvorfor jeg har fået så mange børn.

Det umiddelbare svar er, at syv styks aldrig var planen fra starten, og at de tre første bare kom.

»Men så er du jo også sådan en, der bare omfavner livet. Og hvis du bliver gravid, får du barnet…,« sagde han.

Jeg er stadig i tvivl. Ikke om det med graviditeter og at få et barn, også selvom det ikke lige passer ind i planen. Men i tvivl om, hvorvidt jeg virkelig bare omfavner livet, selv om jeg tager det meget, som det kommer – med alt hvad det også har haft af omkostninger. Og uden fortrydelse.

For det er nok en af de ting, jeg for længst helt bevidst gjorde op med. At jeg ikke ville fortryde noget – hverken de ting jeg har gjort eller ikke gjort.

For det er, som det er, og som alle andre har jeg gjort det bedste, jeg kunne i situationen og taget det valg, der på det tidspunkt virkede som det rigtige.

Så er det meget muligt, at man kan stå uger, måneder eller år efter og hurtigt blive enig med sig selv om, at det sgu nok ikke var så smart, men hvad skal jeg bruge det til nu? Ingenting. Andet end ærgrelser og – fortrydelse.

Det er jo bare meget negative følelser, der på ingen måde vil få et smil frem på mine læber.

Så i stedet for at ærgre mig over de ting, der ikke lige gik, som jeg gerne havde villet, eller fortryde de beslutninger, der viste sig måske at være dumme eller uigennemtænkte, så er jeg meget bevidst om at forsøge at se det positive – også i det dumme.

Og bevidst om at skaffe tid til at gøre ting, der gør mig glad, i stedet for ting, jeg tænker, jeg burde gøre, men som ikke giver mig noget.

Derfor bliver det heller ikke i år, at jeg stresser over, at jeg stadig ikke har løbet i mine smarte løbesko, men kun brugt dem til at gå i. Ligesom jeg heller ikke kommer til at melde mig ind i et fitnesscenter igen for at få stramme lår og baller af stål, fordi jeg ved, at jeg vil hade hvert et øjeblik af det.

Det giver mig simpelthen ingenting. Andet end efter et par måneder at kunne konstatere, at jeg nok er blevet lidt mere tonet.

Men jeg er ligeglad, så hvorfor gøre det?

Jeg har intet problem med at spankulere nøgen eller halvnøgen rundt på stranden uden at have været i løbetøj rundt om mosen eller i maskinerne i centret. Så hvorfor?

Og lige præcis ’hvorfor?’ har jeg ofte tænkt, når jeg har kigget ud af vinduet og set par komme løbende sammen med deres børn, hvor den ene sidder i løbevognen og græder, mens den anden gør det samme på balancecyklen ved siden af.

Begge forældre ser også en del mere lidende end nydende ud, så hvorfor?

Jeg kunne ret hurtigt lave en lang liste over aktiviteter, som ville være meget sjovere for både børn og voksne og give alle smil på læben.

Så er det ikke det, vi gør nu? Kysser livet og gør de ting, der gør os glade, selvom det måske hverken gør os slankere eller mere fit?

Det er er i hvert fald nok det tætteste, jeg kommer på et nytårsforsæt…