Hvornår blev vi en nation af egoistiske, rasende røvhuller?

Tak er måske nok et fattigt ord, men endnu mere sjældent i en verden, hvor alt handler om at komme først – uanset konsekvenserne for andre.

»Kender du ham?« spørger min søn Sophus på 14 år en dag, vi er ude at køre sammen.

»Øhh, hvad?« svarer jeg lidt overrasket, da jeg ikke lige har set nogen – i hvert fald ikke nogen, jeg kender.

»Ja, ham du vinkede til?«

»Vinkede jeg til nogen?«

»Ja, ham der lige kørte forbi…« siger han.

»Nåeh, jeg vinkede ikke. Ikke sådan rigtigt. Det var bare sådan et 'tak-vink', fordi han var sød at holde tilbage for mig…«

»Arh…« svarer han og ser lidt eftertænksom ud.

Men jeg forstår da egentlig godt hans overraskelse, for det er ikke så tit længere, at man oplever folk vinke tak. Og det irriterer mig voldsomt, når jeg har siddet og holdt tilbage for fem-seks andre bilister på vej til skole med den yngste - for sent på den som altid - at der ikke er en eneste, der lige gider anerkende, at jeg faktisk er flink og lader dem køre, selv om jeg formentlig har lige så travlt som dem.

Men det er, hvad det er – irritation og undren. Langt værre er det, når andre folks opførsel gør mig bange.

Normalt er jeg ellers ikke bange for nogen eller noget, men trafikken er ved at blive en af de ting, der virkelig skræmmer mig. Ikke trafikken eller bilkørsel i sig selv, men alle de andre trafikanter. Stort set hver eneste gang, jeg sætter mig bag rattet i min bil, oplever jeg farlige situationer – både i byen og på motorvej. Og det handler altid om egoisme.

At man ikke vil holde tilbage, så andre må op at stå på bremsen. At ingen vil lade andre ud, så de bliver nødt til køre, hvor der ikke er plads. Om ikke at respektere flettereglen, eller at man fletter ind og ud og overhaler indenom, fordi man jo skal komme først, selv om man udsætter andre for enorm fare.

Og hver gang tænker jeg: »Hvorfor?!«, når jeg lidt længere fremme holder ved siden af selvsamme bil, der lige har skræmt mig med sin vanvidskørsel.

Men jeg siger ikke noget. Reagerer ikke. Ingen finger, der ryger i vejret, eller store gloser, der bliver råbt. For jeg er nok allermest bange for den såkaldte 'road-rage'. Det med, at folk bliver så rasende, når de bevæger sig ud i deres bil. Derfor skal jeg ikke nyde noget af at provokere sådan en bilist. Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg rent ud sagt er pissebange for, at en finger fra mig i ruden får ham ud af bilen og hen til mig med hele armen ind gennem døren, mens han hiver mig ud – så nej tak.

Men det er jo ikke kun i trafikken, at vi opfører os dårligt. Det er også i supermarkedet, hvor folk er voldsomt utålmodige, når de når frem til kassen. Der skal dæleme ikke stå ret mange i køen, før den første irriterede råber: »Hey! Kan I ikke lige åbne en kasse mere?!«

Og selv om man kan høre, at den stakkels enlige kassedame/-mand har trykket på klokken indtil flere gange, går der ikke mange sekunder, før den samme eller en anden råber igen.

Men hvad pokker skal hun gøre? Og hvad skete der ved, at man  i stedet for lige viste lidt overskud og lod kunden bagved med kun en enkelt liter mælk smutte foran? For hvor travlt er det egentligt, at vi har? Både når vi ikke viser hensyn i trafikken, eller fx når vi køber ind.

Vi har åbenbart så pokkers travlt med hele tiden at komme først, at vi slet ikke ser, at det i langt de fleste situationer handler om ganske få sekunder, vi vinder på at være egoistiske røvhuller. Og ikke ser, at der skal så pokkers lidt til at glæde andre som fx at holde tilbage, så de også kan komme ud i trafikken og hjem til deres børn. Eller at vinke tak, fordi en anden var sød at holde tilbage for dig. Eller lade hende med mælken og en bakke æg gå foran, når man selv står med en propfyldt indkøbsvogn.

Når den tid, vi 'mister' ved at være lidt flinke og overskudsagtige, i langt de fleste situationer kan opgøres i sekunder eller maksimalt minutter, så det er sgu et dårligt argument for at være et egoistisk, rasende røvhul, ikk'?