Rend mig i traditionerne...!

Julen er fyldt med traditioner, men er det virkelig det, der gør det til (en rigtig) jul? Det vil jeg tillade mig at tvivle en del på…

'Så i år falder den 26. december altså på den 15. i din familie?'

Spørgsmålet kommer fra en radiovært, der har bedt mig give en tre-fire gode råd til fortravlede og stressede børnefamilier om, hvordan man 'overlever' december med alle dens gøremål og aftaler.

'Ja!,' svarer jeg. 'Men det er ikke sikkert, den gør til næste år…'

For siden jeg blev skilt første gang, har jeg måttet tilpasse mig og lave om på datoerne, fordi det bare ikke kunne lade sig gøre at samle familien på de samme datoer, som hidtil havde været meget faste. 2. juledag havde tidligere altid været den faste for julefrokost hos min mormor. Men som delefamilie blev juleferien også delt op, og dermed var det ikke længere muligt andet end hvert andet år.

Da jeg blev gift igen og fik flere børn, blev juleaften for mig den dag, hvor jeg havde alle børn hjemme – hvert andet år den 24. december og hvert andet den 23. Det har de altid accepteret, og det fungerer nu på 17. år.

Da der kom flere skilsmisser i familien, rykkede det igen rundt på tingene. For når man er flere med delebørn, kan det blive mere end svært at samles i juledagene. Derfor endte vores familiejulefrokost med at blive holdt 15. december, men det blev den hverken mindre hyggelig eller traditionel af.

For det er ikke datoen, det afhænger af. I min verden er det selskabet, og at man vil hinanden. Og det vil vi. Vi ønsker at have nogle juletraditioner som familie, og derfor må vi holde det, når det nu engang kan lade sig gøre.

Ligesom med juleaften, der for mig handler om, at vi er sammen – alle sammen. At mine børn kan holde jul sammen og ikke deles op, bare fordi de har to fædre. De er én samlet flok, så det holder jeg fast i.

Det betyder så også, at jeg i en del år heller ikke har kunnet holde fast i vores tradition lillejuleaften med at invitere min mor hjem til gløgg og æbleskiver og pyntning af juletræ sammen med ungerne – i hvert fald ikke hvert år. Men vi ses hvert år 23. december på den ene eller anden måde. Men hvilken af måderne, det er det år, betyder ikke noget.

»Men det er jo det, I kalder lillejuleaften, ikk'?,« spørger taxichaufføren, da jeg sidder og er på vej til julefrokost, og fortsætter:

»Men hvad bruger man egentlig lillejuleaften til? Hvad er det for en dag?«

Jeg må ærligt tilstå, at det ved jeg faktisk ikke, men fortæller ham, hvad det var for os, før jeg blev skilt.

»Nåeh, så det er det, man gør?«

»Nej, det kan jeg ikke sige. Det var bare det, vi gjorde. Jeg ved ikke, hvad man gør i andre familier. Forskellige familier har forskellige traditioner,« svarer jeg.

Og jeg tror faktisk, at traditionerne og det at holde fast i, at det skal være 'same procedure as every year', er en enorm stressfaktor for rigtig mange mennesker. For det kan bare ikke altid lade sig gøre. For livet ændrer sig, og det må vi acceptere og ændre os med det.

Men det, at det ændrer sig, og at vi bliver nødt til at gøre tingene på en anden og anderledes måde eller på andre datoer, hvis vi stadig vil være sammen med de mennesker, der betyder mest for os, gør det jo ikke nødvendigvis dårligere, vel? Det er bare 'anderledes'. Intet andet.

I år har tiden og energien også været lidt mindre end så mange andre år, og min ældste datter, der ellers gerne er primus motor i vores julerier, er ude at rejse, så derfor blev der skruet lidt ned for både julebag og konfekt. Men det blev lavet sammen med alle børnene, præcis som vi plejer. Bare lidt mindre.

Og så har vores børn jo heldigvis en ekstrem evne til at omstille sig, så der ikke skal mere end en enkelt gang til, for at det er en tradition.

Men de bliver også ældre, får kærester og deres egne børn, og så vil det ændre sig igen. Og det er helt okay. Lige nu nyder jeg bare, at de stadig både gider og prioriterer, at vi er sammen som familie til og op til jul. For det er det vigtigste. At vi vil hinanden.