Jeg kritiserede mine venners barn - så blev der stille

For mange år siden, da alle i vennekredsen havde små børn, havde vi besøg af et par, hvis datter kravlede op på vores glasbord.

Det var ikke noget særlig fint bord, men jeg havde dog en vase med blomster stående, og der var risiko for, at vasen væltede, og at barnet styrtede igennem glasbordet, for så tyk var pladen heller ikke.

Jeg løftede hende væk under skrig og skrål og forklarede forældrene (der ingenting sagde), at jeg syntes, situationen var farlig. Der var stille i stuen efter den episode.

Det er så godt som umuligt at fremsætte en kritik af sine venners børn. Næsten ligegyldigt, hvor nære venner man er. Også fordi det hos modtageren ofte bliver oversat til: 'Siger du, at jeg ikke kan finde ud af at opdrage mit barn?' (hvilket i mange tilfælde er en helt korrekt oversættelse). Problemet er, at de fleste forældre føler sig påkaldt til at gå i defensiven, og det forstår jeg faktisk ikke.

Hvilke regler der gælder derhjemme, er jeg i princippet ligeglad med, men når vi er ude i det offentlige rum med vores børn, så er vi nødt til at have en fælles overenskomst om, at vi viser hensyn til hinanden, og at flertallet skaber normen.

Det vil sige: I kirken, hvor de fleste er kommet for at høre gudstjenesten, eller i flyet, hvor folk er på rejse og har forskellige dagsordener, der holder man sit barn i ultra kort snor og viser særlige hensyn.

Er vi hjemme hos andre mennesker, så er vi lige obs på (og fortæller også vores barn), at der gælder forskellige regler fra hjem til hjem. Mødes vi med irettesættelser, så må vi sluge kamelen og erkende, at andre måske er mere strikse, end vi selv er.

Vi skal naturligvis forsvare vores børn mod mobning, men ellers mener jeg, det er vores pligt som forældre at klæde vores børn på, så de kan tage ansvar for sig selv. Og derfor er det så enormt vigtigt, at vi lærer dem, at kritik ikke er et angreb.

Kritik kan være en hjælp til indsigt og selvforståelse. Kritik er med til at fremme forståelsen af, at der findes regelsæt, som ikke nødvendigvis ligner dem, vi har med hjemmefra.

Jeg har to drenge, som er meget forskellige, og hvor problematikkerne har været i øst og vest. Min store dreng, som nu er 15, har aldrig været involveret i mobning, men har til gengæld fået kritik af sine lærere, fordi han ikke bød ind med noget i undervisningen.

Konsekvensen var, at han styrtdykkede i karaktererne, og så var der kun én vej: at tage en snak med ham, hvor jeg stillede alle hv-spørgsmålene:

Hvad tænker du om den situation? Hvordan skal den løses? Hvordan hjælper jeg dig bedst? Det har betydet, at min søn har fået lektiehjælp, og at han nu selv følger op med lærerne for at undersøge, hvor han ellers kan sætte ind for at blive dygtigere.

Vi gør alle sammen vores bedste for at opdrage de der unger, men når jeg læser om flere lærere, der oplever at blive verbalt angrebet af forældrene, når de retter en kritik mod deres børn, så tror jeg, der er mange forældre, som har misforstået, hvem der har ansvar for hvad.

Det er lærernes ansvar, at børnene bliver undervist på en måde, så de bliver klogere.

Men vi som forældre har ansvaret for, at vores børn er undervisningsparate og kan indgå i et fællesskab, hvor målet er at blive klogere.

Oversat til dansk: at de kan holde kæft og holde sig i ro i timerne.

De er ikke hele tiden perfekte englebasser, selv om vi gerne ser dem i det lys. Indimellem er der dage, hvor man overvejer at smide et 'til salg'-skilt på ryggen af sit barn.

Indtil man når erkendelsen af, at der nok er en dybere årsag til konflikten, og at den årsag ligger hos én selv.

Så er det, man må tage en dyb indånding, smide en kop te over og med sin roligste stemme sige: 'Kom; jeg skal lige snakke med dig.' Og derefter må man starte med en kompliment a la 'Jeg er simpelthen så stolt af dig' for lige at åbne døren ind til teenagerens eller barnets hjerte.

Det er med kritik og konsekvens som med så mange andre ting i livet: Det duer bare bedst, når kærligheden er med om bord.