'Jeg forstår simpelthen ikke dit behov for at gøre alt til en krig mod islam.'

Sådan skrev en af mine gode bekendte for nylig til mig. Beskeden blev skrevet i forbindelse med, at jeg havde taget skarpt afstand til det muslimske bønnekald.

Jeg har siden vendt og drejet beskeden. Formuleringen 'en krig mod islam' er i sin substans et voldsomt udsagn. Det er desuden et udsagn, som, jeg mener, hviler på en helt forkert præmis.

Jeg mener grundlæggende, at hvis 'nogen' er gået i krig mod andre, så er det ikke mig, der er gået i krig mod islam, men den fanatiske del af islam, der er gået i krig mod den danske og vestlige levevis.

I min optik forsvarer jeg det værdisæt og den levevis, som generationer før os har kæmpet for, og som vi nyder godt af hver eneste dag. Et forsvar, som jeg mener, jeg har en direkte forpligtigelse til.

For hvis islams rødder i Danmark bliver for stærke, så kommer det hele til at forandre sig for meget. Og i hvert fald i en retning, som jeg er meget imod.

Danmark er et demokratisk og kristent land, og sådan skal det forblive.

Islam har gæstet vort frie samfund, men det må altid være sådan, at det er herren i huset, der bestemmer reglerne, og ikke gæsterne!

Efter at have beskæftiget mig med indvandring – herunder ikke-vestlig og dermed i høj grad muslimsk indvandring – i mange år, er jeg kommet til den konklusion, at den muslimske indvandring til Danmark er svær at forene med dansk kultur og værdier.

Dermed ikke være sagt, at der ikke findes mange herboende muslimer, der fint falder ind, men islam er helt generelt svært forenelig med dansk og vestlig levevis.

Fællestrækket for de muslimer, der lever i fred og fordragelighed med almindelig dansk skik og brug – og dermed har tilpasset sig dansk levevis – er jo netop, at de har fralagt sig kernen i den muslimske levevis.

De går grundlæggende ikke ind for Sharialoven, mener ikke, at kalifatet er endemålet, og de vægter ikke Koranen over demokratiske idealer. De lever med andre ord et liv, hvor de med deres egne små reformationer af islam har tilpasset sig et moderne og frit samfund som det danske.

Jeg kender personligt en stribe af dem, der har tilpasset sig, og dem har vi en klar forpligtigelse til at lægge en arm om skulderen på og bakke op om.

Desværre er der alt alt for mange muslimer i Danmark, som ikke ønsker at tilpasse, ikke ønsker at respektere, at islam er en fremmed religion i Danmark, og ikke vil acceptere, at grundkernen i dansk levevis er kristent og demokratisk.

Det er de muslimer, der kræver særrettigheder, og det er de muslimer, som 'presser citronen' ved at udnytte de demokratiske principper – som de ellers grundlæggende er uenige i – til at infiltrere det ellers tidligere så harmoniske danske samfund.

Eksemplerne er der mange af, både i det store og i det små: krav om kønsopdelte svømmehold, krav om, at der ikke må serveres svinekød i kantinen, piger, der ikke kan komme med på lejrtur, hvis der også er drenge med.

Senest har bønnekald vakt stor debat. Lad mig klart slå fast, at i Danmark er det kirkeklokkerne, der ringer – ikke 'Allahu Akbar' (Allah er stor) – fra moskeerne. Sådan skal det vedblive at være.

Der er ingen tvivl om, at både herboende muslimer og multikulturalisterne ser det som både en manifestation og 'spændende', hvis bønnekald kan gjalde ud fra moskeerne.

Jeg begriber ganske enkelt ikke, at regeringen og de øvrige røde partier stemte imod de blå partiers forslag om at forbyde bønnekald i Danmark. Får muslimer i Danmark lov til at manifestere sig med bønnekald, så vil det forandre Danmark og betyde, at islams rødder bliver endnu stærkere, og det må ikke ske.