Jeg har oplevet alt for mange dødsfald

Dødsangst…jeg ved godt, det hedder sådan, men på sin vis er ordet misvisende. Dødsangst, bemærker jeg, er noget, der opstår, specielt efter man har fået børn.

Det handler om angsten for ikke at se, hvordan det kommer til at gå børnene. Eller den forfængelige angst for, at de glemmer én.

Eller angsten for at efterlade et barn i tomrum uden at være i stand til at yde omsorg. Det sidste gælder især, mens børnene er små. De har brug for deres forældre.

Derfor rørte det mig dybt, da sangerinden Alberte i forbindelse med sin seneste bog udtalte, at det at tage sit eget liv (som hendes mor gjorde) svarer til at forlade sine børn for evigt.

Jeg fylder 47 år i morgen og synes allerede, jeg har oplevet alt for mange dødsfald.

Jeg havde en veninde, der døde, da vi begge var 14. Nogle år senere tog hendes mor sit eget liv, og endnu senere valgte hendes far samme vej. Lillebroderen, som fortsat var i live, kørte så galt for et par år siden og efterlod sig to små børn.

Og jeg har bare inden for de senere år haft to gode bekendte, som valgte livet fra. Den ene var endnu ikke 50.

Og dertil kommer alle de unge mennesker, jeg har været med til at begrave, som ikke selv havde valgt udgangen på livet.

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det er normalt, at man mister så mange unge venner, men det har bidraget til en – vil jeg sige – nær dans med døden. Den er konstant nærværende. F.eks i går aftes, da min hjerteveninde ringede og fortalte, at hendes mor var død efter blot tre ugers sygdom. En ældre dame, men langt fra gammel.

Jeg har nævnt det et par gange her, at jeg har lavet det, jeg kalder 'min sidste vilje' – et brev, som jeg stiller frem, når jeg rejser, og som ganske kort fortæller, hvad jeg har af ønsker (ikke krav) til min begravelse, samt hvad jeg synes, jeg fik med mig her i livet.

Det opfattes af mange som morbidt, men egentlig er det mest en praktisk foranstaltning og et vidnesbyrd om, at jeg selv synes, jeg har haft et fantastisk liv med alt, hvad det indebar af glæder og sorger.

Jeg er – forhåbentlig – ikke syg, og jeg håber inderligt, jeg bliver en gammel, frisk dame. Men skal jeg gøre status dagen inden min fødselsdag, ja, så tænker jeg, at jeg ikke er bange for at dø. Mit eneste ønske er, at jeg ikke overlever mine børn.

Alt for mange synes, det er svært at tale om døden. Og hvis de endelig gør, så er det typisk sådan noget med at slutte al planlægning med et 'hvis jeg da stadig er i live til den tid'. Også selvom det handler om et tandlægetjek på onsdag. Det svarer til lægens sædvanlige, muntre kommentar om, at vi jo alle er døende, når man spørger til diagnosen.

Men dødsangst… ordet passer på en måde dårligt, fordi dødsangsten har det med at pille glæden ud af livet. Folk passer så meget på og er så bange for alt muligt, at det mere ligner livsangst.

Jeg er – meget stolt – netop blevet optaget i et vikingelaug og tager snart hul på mit nye liv som vinterbader. Nuvel, jeg har prøvet det masser af gange, men fra nu af forpligter medlemsskabet.

Og her mødes unge som gamle… rigtig gamle… og dypper sig i havet fra klokken fem om morgenen. Skulle man lige have glemt et øjeblik, hvordan det føles at være i live, ja, da kan jeg i den grad anbefale en tur i det kolde vand.

Havet er lige nu otte grader de fleste steder omkring i Danmark (man kan også bade i søer). Miraklet sker, når man kommer OP af vandet.

Det kræver en rask beslutning: Ud på badebroen og så bare en-to-tre NED i vandet. Det kan godt være, man kun holder til et par sekunder, men det er også fint nok. Oppe igen bruser blodet igennem hele kroppen, og man trækker luft ned i områder af lungerne, som, man næsten havde glemt, fandtes.

Ingen af os aner, hvor gamle vi bliver. Når et ældre menneske siger: Statistisk set har jeg kortere tid tilbage end dig, ja, så må jeg svare, at jeg ikke ved, hvilken statistik jeg kommer til at indgå i.

Jeg kan jo blive kørt over i morgen eller blive ramt af noget dødeligt. Men jeg ved, at jeg ikke gider være angst hele vejen derhen.