Hvad er det med hende Britta og de 111 millioner? Vi læser om hende og hendes familie og undres. Hvordan lod det sig gøre? Hvorfor blev det ikke opdaget noget før? Hvad for et menneske skal der til at gennemføre sådan et tyveri – som det jo er, hvis anklagerne er rigtige.

Og hvad har hun i så fald brugt pengene til?

Og så var der jo hele den historie om politiet, der stoppede hende, mens hun kørte privat i en eksklusiv hestetransporter, som ikke var blevet omregistreret til privat kørsel, men i stedet tilhørte Brittas enkeltmandsvirksomhed, der ikke længere fandtes.

Politiet krævede 200.000 kroner i registreringsafgift for køretøjet, men det fandt Britta sig ikke i og stævnede i stedet staten for uretmæssigt at have krævet denne afgift.

Man tror, det er løgn. Hvis hun bliver dømt, har hele Brittas liv været en løgn - svindel og humbug a la David Copperfields show i Las Vegas. Forskellen er, at hun ikke har bedt sit publikum om at betale for at se tryllekunsten. Så har hun i stedet stjålet tilskuernes penge.

Bliver mistanken bekræftet, har Britta på en eller anden måde fået forklaret sig selv i starten, at det var ok. Det var nemt. Der var ingen, der savnede pengene, og der var heller ingen, der kom til skade, så hvorfor ikke forsøde tilværelsen en anelse?

Brittas angivelige livsløgn adskiller sig ikke så meget i sin form fra andre menneskers livsløgne, tror jeg. Hendes er bare mere imponerende, fordi der er kolde kontante med i spillet.

Kigger jeg på mennesker, jeg har kendt gennem livet, ja, så er jeg faktisk også stødt på en del livsløgnere. Den ene endda millionsvindler. Vi rejste sammen og holdt jul sammen. Men en dag var han forsvundet og havde skiftet navn.

Det var en brat opvågnen. Han lever ikke længere, og hvor sært det end kan lyde, kan jeg ind imellem savne ham, fordi han også havde et vindende væsen. Ellers kunne han sikkert heller ikke have svindlet så meget.

Der var også engang hende, der mente, at det bare handlede om 'appearance', altså hvordan man tager sig ud. Hvis folk vil have et show, så giv dem det, sagde hun og kunne skridte et rum af, så man måtte bøje sig i støvet.

Hun så godt ud, og så kan meget jo lade sig gøre. I mange år troede jeg, hun havde kassen, men da det kom til stykket, viste det sig, hun havde smykket sig med lånte fjer. For hende var de fjer lige så virkelige som de fjer, man selv ejer. Så jeg tror ikke, hun forstod min forargelse.

Men billedet falmede, da jeg en dag blev hevet frem som argument for, at hun skulle have noget gratis.

»Kan du ikke se, hvem det er?« spurgte hun ekspedienten og pegede på mig. Jeg kunne have sunket i gulvet af skam. Og så sluttede det bekendtskab.

En anden kvinde fremhævede altid sit perfekte ægteskab med en mand, som hun var så lykkelig med… indtil hun pludselig var lykkelig med en anden, forstås. Og med ét var det nye forhold blevet til en romantisk fortælling om en mand, hun havde flirtet med som ung, og som hun dybest set havde ventet på alle årene.

Ægtemand blev til eksmand, og dét forhold havde egentlig også været døende i flere år, nu hun tænkte efter…!?! Hmmmm…

Det handler åbenbart ikke om, hvad der er sandt eller falsk. Det handler om, hvilken sandhed, der er den nyeste. I øvrigt en fortælling, der knytter sig til mange skilsmisser.

Jeg er muligvis blevet overfølsom med årene, men jeg har simpelthen svært ved at navigere efter den nyeste sandhed. Jeg vil så gerne holde mig til fakta, og det er jo svært, hvis andre mennesker foretrækker følelser fremfor fakta.

Og endnu sværere er det at erkende, at mange af disse livsløgnere faktisk har det langt nemmere end os, der går op i fakta.

Sorg, skepsis, tvivl og frygt er ord, som de bruger med stor indlevelse, men ikke noget de nogensinde rigtigt føler. Heldige asener.

Er Britta skyldig, tror jeg, hun har haft det fedt og ikke fortryder noget som helst. Men så tør jeg også godt påstå, at hendes liv var mere fup end fakta.