Jeg har beskeder på mobilen, som ikke tåler dagens lys

Hvad forstår du egentlig ved udtrykket 'kontrolfreak'?

Jeg er somme tider blevet kaldt kontrolfreak, hvilket, jeg naturligvis mener, er helt forkert.

Vil jeg gerne have styr på tingene? Ja. Vil jeg gerne være ovenpå situationen? Ja. Vil jeg gerne være velforberedt? Ja. Men jeg synes, jeg stræber efter at være tjekket. Jeg elsker orden. Også i en grad, der sikkert kan drive andre til vanvid. Du må gerne sige, jeg har rengøringsvanvid, men kontrolfreak? Nej, det synes jeg ikke.

For mig er kontrolfreak kendetegnende for en, der gerne vil kontrollere andre. Og dét kan være svært at være i nærheden af.

Jeg havde engang en kollega i tv-branchen, som hele tiden var inde over de andre medarbejderes opgaver. Jeg synes, du sætter lyset forkert. Gider du lige filme fra den vinkel? Husker du at klippe det her fra? Det var ikke hendes opgave at uddelegere opgaver til andre (det var der en ansvarshavende redaktionschef, der skulle tage sig af).

Desværre betød hendes ofte utidige indblanding, at hun blev udstødt af de andre på redaktionen. Og i virkeligheden følte hun jo nok bare, at hun var mere tjekket, hvis hun havde styr på hele molevitten. Det gav hende tryghed at have en finger med alle steder.

Det var imidlertid ved at splitte hele møget ad til sidst. Nogle sagde op, andre truede bare med det, og det fortæller noget om, hvor svært det kan være at trække vejret i  nærheden af en kontrolfreak. Det kan simpelthen virke kvælende.

Rigtig mange par lider under samme problemer. Den ene part ringer hele tiden og spørger: Hvor er du nu? Hvad laver du nu? Vedkommende søger dybest set tryghed. Det eneste, han eller hun ønsker, er i virkeligheden at blive bekræftet i, at der er fred og ingen fare, når forhøret starter.

Problemet er blot, at den part, der bliver afhørt, føler det som et mistillidsvotum. Føler sig overvåget. Og ingen mennesker kan tåle at få vrangen vendt ud 24-7.

Jeg selv er en af dem, der blot skal klemmes en anelse på maven, før jeg får lyst til at bryde ud af grebet og løbe min vej. Jeg hader at blive endevendt. Alene sådan noget som kameraet på computeren eller den der stemmefunktion på telefonen, der somme tider aktiveres helt ud af det blå eller f.eks. muligheden for at gemme noget i 'skyen' – ja, det er alt sammen rigeligt til at starte min paranoia.

Jeg skal ikke have noget gemt i nogen sky. De fleste synes, det er åndssvagt, at jeg ikke benytter de tekniske muligheder, der findes. Jeg selv kan næsten blive helt åndeløs af rædsel over, at nogen kunne overvåge mig, når jeg er privat.

Kameraer i det offentlige rum synes jeg til gengæld er helt ok. Hvor paradoksalt det end måtte lyde.

Men tilbage til den private kontrol. Det er rigtig svært, hvis man i et parforhold hele tiden skal aflægge rapport eller skal være bekymret for, om ens telefon er blevet undersøgt af den anden part. Man kan indvende, at der ikke er noget at være bange for, hvis man har rent mel i posen, men det er og bliver et tillidsbrud og en indtrængen i privatsfæren, når partneren vælger at kontrollere.

En ting er, hvad man selv måtte have gang i af skriverier på sin telefon eller på mailen, men noget andet er, at venner og bekendte jo også skal kunne føle, at de kan tale frit i det rum, man stiller til rådighed. Personligt kunne jeg godt komme på ting, som mine veninder skriver til mig, der ikke tåler dagens lys.

Kontrolfreaks rækker ind over andre menneskers grænser. Det er dræbende for parforhold og for venskaber, men også for klimaet på arbejdspladsen. Derfor skal det bremses. Husk blot på, når du siger fra, at den kontrollerende part gør det ud fra et ønske om at skabe tryghed eller beskytte sig selv. Det sidste, han eller hun vil, er at støde nogen fra sig.

Hvor din grænse går for kontrol, må du selv finde ud af. Men din grænse skal respekteres. Det har du krav på.